(Last Updated On: 24. september 2020)

Nysgerrighed er den største drivkraft.

Hårlev: Stevns Teaterforening inviterer de mindste i teatret med dagplejemødre, forældre eller bedsteforældre, når Åben Dans optræder med ’Hvad er det?’ i Hårlevhallen onsdag den 30. september.

– Og alle små ’familiegrupper’ får plads omkring sig, både når de ankommer, når de bliver gelejdet ind i salen og under forestillingen. Vi sælger kun 30 billetter, så vi kan holde god afstand, lover teaterforeningsforkvinde Lene Vestergård.

Åben Dans leger med nysgerrigheden, alt det et lille barn skal lære at kende for at indtage verden.

Nysgerrigheden skal gerne vare hele livet. Danseforestillingen er for alle sanser, om fryden og forundringen ved at udforske alt det endnu ukendte.

– Der er stadig billetter, siger Lene Vestergård og fortsætter:

– Og jeg glæder mig til selv at se Hvad er det? Vi har haft Åben Dans på besøg før. De er mestre i at interagere med de allermindste teatergængere.

Forestillingen begynder kl. 10 og varer cirka 30 minutter.

Billetter kan købes på stevns-teater.dk.

Anbefalet aldersgruppe er ½ – 4 år.

Skriv en kommentar