(Last Updated On: 18. oktober 2017)

Af: Line Krogh Lay, borgmesterkandidat for Radikale Venstre

Stevns Kommune ligger godt sammenlignet med andre kommuner, når det drejer sig om mulighederne for at dyrke idræt. Det kan vi godt være stolte af.

Til gengæld har vi ikke så mange andre kultur- og aktivitetstilbud for de unge i Stevns Kommune. Ungdomsskolen og Musikskolen er stort set de eneste kulturtilbud vi har, så dem skal vi værne om. Vi vil aldrig kunne have et så bredt sortiment som i de større byer, men vi må kunne gøre det bedre.

I Radikale mener vi, at der skal skabes bedre udendørsfaciliteter i alle kommunens fire udviklingsbyer. Samtidig mangler der væresteder, hvor de unge kan opholde sig på egne præmisser og spille musik, computer, male fede motiver på væggene, eller hvad de nu måtte have lyst til.

Jeg mener, at disse steder skal udarbejdes i samarbejde med de unge, så det ikke er os voksne, som bestemmer, hvordan det skal se ud, og hvad det skal indeholde. Det kunne f.eks. foregå som en temadag for skolens ældste klasser, hvor de kom med input.

Vi mangler en ordentlig børnepolitik, men vi mangler i den grad også en ungepolitik. Det har jeg efterlyst i de seneste fire år. Lad os nu komme i gang!

Line Krogh Lay
Borgmesterkandidat
Radikale Venstre

 

Skriv en kommentar