(Last Updated On: 10. marts 2020)

Jeg var ikke til borgermøde i tirsdags, men jeg har hus Strandageren 15, ned til vandet. Det har jeg haft i over 25 år.

Jeg har alle årene betalt ejendomsskat af strand og hav til ’dagligt vande’, og ca. 24.000 for kystbeskyttelse, som vi fik lavet, hjulpet af Kystinspektoratet i Lemvig.

Det har for os fem husstande, der fik det lavet samtidigt, fungeret upåklageligt. Når kystinspektoratet kan klare Vesterhavet, hvorfor så ikke også vores kyst?

Nu fremkommer der et ønske om en smukkere og mere robust strand. Hvad betyder ’smuk’ i den sammenhæng? Dem, jeg taler med, holder netop af det foranderlige og naturlige ved Rødvig og ved Rødvig Strand.

Bemærk iøvrigt navnet Rød Vig. Hvorfor det?

Man tror, at det netop er stranden, alle vi heldige langs kystlinien går efter. Man tror det næsten selv, for sådan ser reklamer, film mm. jo ud. Men nej. Det, der er dejligt ved at bo i Rødvig, og som selvfølgeligt vi i første række især kan nyde, er det frie udsyn over havet, lyden og lugten af natur. Ikke det fashionable, men det almindelige. Den stadige skiften mellem bred og smal strand, store eller ingen bølger, sand og tang. Jeg får lyst til at sige: det folkelige i denne by med så mange grupper af mennesker, vinterbadere, hundeluftere, vandre- og strikkegrupper, kor, borger- og gymnastikforeninger, bridge- og bogklubber, revy, opera, folk, der arbejder i læsecafeer og genbrugsforretninger, sælger billetter i biografen, laver amatørteater…

I 2019 havde vi den fineste, lange, solrige sommer, og stranden var fuld af mennesker, der hyggede sig. Almindelige mennesker, der kendte og holdt af Rødvig. Så oplevede vi det, som også må komme, når noget stikker af og bliver kendt: unge mennesker kom med toget hver dag og installerede sig på stranden hele dagen med ghettoblastere og høj musik. Mængden af affald steg betydeligt, tilkørsel-og trafikproblemer, løse hunde mm. Det varslede, hvad der kunne ske.

Lad os derfor gøre os klart, hvad det er, vi vil have, og lad os handle efter det.

Er det de bredere strande og det mere mondæne – dog med grovere og mørkere sand – eller en bid af den natur, der stadigvæk er tilbage i Danmark.

Bliver det fashionable en god økonomisk investering for nogle, som Rambøll mener? Spørg dem, det vedrører, om de tror på det og ønsker det, før I går videre på deres vegne.

Med venlig hilsen
Ingeborg Skriver
Strandageren 15
Rødvig

Skriv en kommentar