(Last Updated On: 13. oktober 2021)

Harmoni-jazz i Rødvig

Musik: Mange husker nok den medrivende sang ”Hvem vil ikke gerne være kat?” fra Disneys ”Aristocats”, hvor et kattemusicerende jazzband spillede et hus sønder og sammen.

Så galt går det nok ikke når jazzbandet Doghouse Cats byder på efterårskoncert i Harmonien i Rødvig lørdag den 16. oktober kl. 18 med jazzmenu, swing og dans.

Doghouse Cats giver den både jazz og gas i Harmonien lørdag den 16. oktober. (Pressefoto)

Fra jazzens guldalder

Det er kulturforeningen Spilledåsen, der som altid har en god koncertoplevelse i ærmet, og som traditionelt afholder jazz-events på Harmonien, som med sin velkendte buffet forener mad, drikke og musik.

Det er det populære jump-and-jive-band, Doghouse Cats, som med 6 erfarne musikanter, der emmer af spilleglæde, giver mindelser om en tid, hvor piger bar ankelsokker, havde et godt lag skørter under kjolen og hellere end gerne lod sig byde op af drenge med super-gejlede laksko og iført hatte, der helst sad kækt på sned, fortæller Spilledåsens formand Poul Erik Madsen.

– Bandets repertoire rummer bl.a. numre som ”In the Mood”, ”Shake Rattle and Roll” og ”Just a Gigolo”, så efter veloverstået spisning vil der være rig lejlighed til at kaste sig ud i sprudlende dans med hyppige løft af knæ og bøjning eller vugning af hofterne, lyder det fra musikformanden.

De både spiller og synger

Musikerne i Doghouse Cats er Thomas Christensen på guitar og sang, Kenneth Bay på keys og kor, Claus Amdreasen på trommer og kor, Peter Høghfelt på bas og kor, Erik Pyndt på tenorsax og Asbjørn Storm Kamban på trommer.

Og mon ikke de kan få alle til at erindre Disney-linjerne ”Når vi gir’ den gas/med lidt go’ gammel jazz./Hvem ka’ ønske mer?”

Billetter kan bestilles online på www.spilledaasen-stevns.dk eller billettelefon 3057 1999 og kan købes i Kontorcentret, tlf. 5650 0332, Store Heddinge og Staxen Boghandel i Hårlev, tlf. 5628 6077.
Prisen for dette swingende efterårsarrangement inklusiv menu er 325 kr. og 300 kr. for medlemmer. For som medlem får man rabat, og det koster 50 kr. per medlem for hele kalenderåret.
sky

Skriv en kommentar