(Last Updated On: 29. september 2020)

Stevnsbladet har bedt to politiske modstandere fra henholdsvis Venstre og Enhedslisten, og en partikammerat, om at vurdere Tanja Larssons første år som Faxe-kredsens medlem af Folketinget.

 

Borgmester Anette Mortensen (V):

Tillykke til Tanja med det første år. Jeg kan forestille mig, at der har været meget at sætte sig ind i. Jeg har oplevet Tanja som ihærdig og som en der gerne vil sit lokalområde, både Faxe og Stevns og det skal hun have ros for.

Desværre er det også min oplevelse, at Tanja ikke har haft det store held med hendes ihærdighed, særligt for Stevns’ vedkommende. Stevns blev fuldstændig overset i udligningsaftalen, som på ingen måde faldt ud til Stevns fordel. Tværtimod.

Den tidligere regering og Dansk Folkeparti afsatte penge til en statsvej til motorvejen, men den aftale har den nuværende regering annulleret og der er endnu ikke indgået en ny aftale hvor midlerne til vejen er afsat. Transportministeriet har afvist at sætte penge af til Østbanen, og pengene var ikke afsat i regeringens forslag til finanslov 2021, som kom for en måneds tid siden.
Så jeg håber at Tanjas ihærdighed fortsætter, og at vi snart oplever lidt positiv medvind fra regeringens side.

 

Borgmesterkandidat Henning Urban Dam Nielsen (S):

Socialdemokratiet på Stevns er naturligvis glade for at Tanja er kommet til Christiansborg. En af de ting vi oplever i større grad end tidligere er, at Stevns har fået en røst i Folketinget. Tanja deltager ofte i vores gruppemøder, og det er vigtigt for os, og også for hende, og hvor vi har haft indgående dialog om opgaveglidningen fra region til kommune.

Jeg håber hun i fremtiden får ordførerskaber på bl.a. sundhedsområdet, der knytter mere til kommunalpolitikken, men hun har ikke mistet sit engagement og lyst til at blande sig i debatten.
Med hensyn til statsvejen og Østbanen, så lader resultaterne vente på sig, men udgangen på udligningsaftalen blev dog et plus til Stevns på 10 mio. kroner, så hun har bragt vores budskab videre.

 

Kommunalbestyrelsesmedlem Jan Jespersen (Ø):

Tanja lagde stærkt ud med sit initiativ til at samle lokalpolitikere til forsvar for Østbanen, et initiativ får det får hun karakteren 5 ud af 5 mulige. Det var et mønstereksempel på, hvordan en lokal valgt politiker kan bruge sin position i Folketinget, til at fremme vigtige lokale sager.

Desværre gik luften af ballonen i mødet med den socialdemokratiske partimaskine på Christiansborg. Bevarelsen af Østbanen stod ikke på transportministerens ønskeliste, og Tanja kunne for alvor mærke den Socialdemokratiske partidisciplin, der regerer på borgen.

Vi har endnu til gode, at se om der kommer penge til Østbanen på den kommende finanslov, ellers vil det jo nærmest betyde en massakre på den kollektive trafik i region Sjælland.

Vi håber, at Tanja får gjort alvor af at lave et lokalt Folkemøde, eller “mini sommertopmøde”, som hun har bebudet. Vi står i hvert fald klar til at være med.

Men man kan ikke adskille Tanjas praksis, fra den socialdemokratiske Christiansborgpolitik, og bl.a. Socialdemokratiets udmeldinger om klimamålene, som er gift for at nå 70 procent målet i 2030, trækker karakteren nedad.

Alt i alt, var det et rigtig godt bytte, at Sass Larsen blev skiftet ud med Tanja, og hun har taget nogle gode initiativer, men vi vil meget gerne se noget mere kant, i forhold til den førte regeringspolitik.

Skriv en kommentar