(Last Updated On: 1. oktober 2020)

Et år på Christiansborg: Samtale med folketingsmedlem Tanja Larsson om sundhed, kollektiv trafik, økonomi, strukturel sexisme, ungdomsuddannelse, statsvej og andre mærkesager.

Af: Klaus Slavensky

Tanja Larsson gør status efter sit første år på Borgen. (Foto: Klaus Slavensky)

Politik: Vi bor cirka 5,8 millioner mennesker i Danmark, og blot 179 af os er valgt til Folketinget, så det er rimeligt flot at få sæde på Christiansborg.

Men ikke kun ærefuldt, hvis man skal tro socialdemokraten Tanja Larsson, som er valgt i Faxe-kredsen, det medfører også et ansvar for det bagland, som har valgt hende, det er hun ganske bevidst om, fremgår det af den samtale som Stevnsbladet har haft med hende i anledning af et-årsdagen som mf’er.

Stort stemmetal

Det var den 1. oktober 2019, at Tanja Larsson, efter en uvis tid som førstesuppleant til Henrik Sass Larsen, endelig kunne indtage sin plads i folketingssalen, selvom hun med sine 4.197 personlige stemmer overgik Sass Larsens stemmetal.

Men Socialdemokratiets listestemmer gik til Sass og gav ham stolen i første omgang, indtil han efter længere tids sygemelding trak sig fra politik.

Tanja Larsson er uddannet fysioterapeut, og har studeret folkesundhedsvidenskab ved Lunds Universitet.

Hun gik til valg på fire mærkesager: Sundhedsvæsen, uddannelse, lige muligheder og livskvalitet, og statussamtalen med Faxe-kredsens første socialdemokratiske folketingsmedlem i over 103 år, skal blandt andet handle om, hvordan det er gået.

Hvad med valgløfterne?

”Tillykke med det første år på tinge. Hvad har du så fået gjort ved dine valgløfter og mærkesager?”

– Jeg valgte sundhed for at gøre velfærden mere nær, selv om jeg vidste, at store ting tager meget tid. Det kræver rugbrødsarbejde at arbejde med regionale opgaver versus de kommunale. Men der er ulighed mellem mænd og kvinder, mellem lavtuddannede og højtuddannede, som der skal ændres på, lægger Tanja Larsson ud, og bliver straks mere konkret:

– Ser vi f.eks. på de mange dygtige håndværkere på Stevns og i Faxe, så arbejder mange i Storkøbenhavn, og derfor kræver det fridage at gå til læge. Mange har kroniske lidelser, som derfor ikke bliver behandlet i tide. Jeg sidder i Folketingets sundhedsudvalg og vi er ved at dykke ned i problematikken om bl.a. kroniske patienter. Her er de åbne sygeplejeklinikker på Stevns et forbillede, som måske kunne bruges til at lave mobile kronikkerklinikker, som også 3 F foreslår. Det kunne ske på større bygge- og arbejdspladser, lyder det fra Tanja Larsson.

Sundhed og uddannelse

Hun fortsætter med at tale om sundhedsudfordringer, og nævner at statistikker viser, at lavtlønnede dør før højtlønnede, og at sidstnævnte bruger sundhedsstilbudene oftere, hvilket skaber øget ulighed.

– Derfor skal dele af sundhedsvæsenet være mere lokalt, fastslår hun, og mødes af spørgsmålet om ikke det betyder kamp om økonomien mellem regionen og kommunerne?

– Regeringen og Kommunernes Landsforening har indgået økonomiske aftaler for 2021, der skal udvikle kernevelfærden med fokus på kvalitet og resultater til gavn for borgerne, herunder på det specialiserede socialområde og i den kommunale sundhedsindsats. Det kan gerne være, at det er regionen som administrerer økonomien og kommunerne som udfører servicen, men det skal være lettere at få rådgivning og behandling i landdistrikterne, siger Tanja Larsson og sætter trumf på:

– Jeg har beskæftiget mig med dette som fagnørd, og sundhed og uddannelse hænger sammen. Vi skal sikre at børn og unge på Stevns får bedre uddannelser, for det er en del af det at få et sundt liv, at man har en god økonomi.

Læs også: Hvor mange roser skal Tanja have?

Østbanen og el-tog

Selvom sundhedsproblematikken ikke er udtømt, vil Deres Udsendte gerne tale om noget helt andet, nemlig infrastruktur og Østbanen.

– Jeg er glad for, at der kommer skinnerenovering på Østbanen, og at den skal fortsætte helt til Roskilde via Køge, og dermed kunne transportere unge til uddannelsesinstitutionerne udenfor Stevns, siger Tanja Larsson.

”Og din idé om at lave Østbanen om til el-tog?”

– Jeg har advokeret for det, og synes stadig det er interessant at finde en grøn løsning, men indtil nu er jeg ikke kommet i mål med dette.

”Du har bedt om møde med transportministeren, men det er stadig ikke blevet til en kalenderaftale. Hvordan er det, at blive afvist af din egen minister?”

– Det er en del af spillet, og jeg må erkende at beslutninger om bl.a. Østbanen ligger i Region Sjælland, og det må jeg respektere. Men jeg fortsætter fordi Syd- og Vestsjælland har været overset, og der skal rettes op på et Danmark i ubalance, lyder det fra Tanja Larsson.

Kaffeklub med indflydelse

Kredsens folketingsmedlem er kommet til statussamtalen direkte fra en af socialdemokratiets kaffeklubber, Frokostklubben, med ministre som Nicolai Wammen, Mattias Tesfaye, Dan Jørgensen og Simon Kollerup. Og hvad har man så diskuteret der?

– Det var det meget aktuelle om strukturel sexisme. Mange, også jeg selv, har oplevet krænkelser, og det irriterer mig, at blive sat i en situation, hvor jeg opfattes som underlegen. Så vi talte om det strukturelle i at mænd ofte sidder på magtfulde og indflydelsesrige poster. Jeg ønsker ikke at tage debatten op på det konkrete niveau, men vil gerne tale om strukturel diskrimination og om lighed mellem kønnene, svarer Tanja Larsson.

Juridisk kønsskifte

”Du er LGBT-ordfører, som handler om personer som ikke er heteroseksuelle, og i øjeblikket raser debatten om juridisk kønsskifte for både voksne transkønnede og for mindreårige. En svær og følelsesladet debat?”

– Det er et emne om eksistenspolitik. Det er dybere end et statsborgerskab. Jeg er heldig at være i en krop, som jeg kan relatere mig til, og forstår måske ikke helt de mennesker, som er født i en forkert krop. Det må være frygteligt at være fanget i en pigekrop, hvis man føler sig som en dreng. Mange af disse børn ved det allerede før skolealderen, og det giver kæmpe psykiske problemer. Vi kan ikke lade dem være fanget i dette. Derfor har regeringen fremlagt en stribe initiativer, der har til formål at styrke rettigheder og muligheder for homo- og biseksuelle, trans- og interkønnede. Man skal kunne leve som det menneske man er, konstaterer Tanja Larsson.

Jomfrutale og sundhed

Faxe-kredsens folketingsmedlem siger, at der stadig mangler lidt fakta før en endelig lovgivning kan vedtages i 2021, men er stolt af, at hun som nyvalgt mf’er så hurtigt kan sætte fingeraftryk som ordfører, og hun konstaterer, at hver gang der laves lovgivning, så ændrer man folks liv.

Men hvordan var det selv at få ændret sit liv og opleve den første dag på Christiansborg?

– Jeg havde hørt, at Borgen var en hård arbejdsplads, men jeg blev modtaget fantastisk af mine kolleger, så mine bange anelser blev gjort til skamme. Folk kan være skrappe på det professionelle plan, men efter debatter og forhandlinger er man gode venner. Vi kan diskutere, men der er ikke et personligt fjendskab bagefter, fastslår Tanja Larsson, som var så heldig at få lov til at holde sin ”jomfrutale” om et af hendes mærkesager, sundhedsområdet.

– Det var det med prisstigning på cigaretter. Der er en alvorlig stigning blandt unge som ryger, og børn som smadrer deres liv og helbred. Det skal selvfølgelig begrænses. Og det er et initiativ som også tages lokalt på Stevns. Jeg mødes ofte med partifæller i kommunalbestyrelsen, som også er optaget af at fremme sundheden i kommunen.

Udligning og statsvej

”Diskuterer I også udligning og statsvej?”

– Vi har talt meget om udligning, og Stevns står i en svær situation. Jeg synes, at Stevns er blevet dårligt behandlet, og det er svært at drive en presset kommune. Som folketingsmedlem har jeg muligheden for at blive hørt og jeg fremfører vores synspunkter, også på udligningsspørgsmålet. Så Stevns har et talerør, og vi vil opnå resultater, ingen tvivl om det, og jeg medvirker ved at arbejde mere i kulissen end i debatspalterne. Og statsvejen; jeg synes det er fornuftig at vente på et samlet klimaudspil, som kan indgå i fremtidens trafikløsning. Stevns er ikke pillet af, og vi vil gerne have et bredt forlig, som kan sikre et trafikforslag, der kan realiseres og holde i mange år. Jeg forventer at beslutningen om en statsvej gennemføres i denne regeringsperiode, lyder det med tilføjelsen:

– Vi ønsker et rent klima, men i en landkommune kan vi ikke undvære biler til at komme på arbejde, køre børn i skole og til fritidsaktiviteter. Vi skal være realistiske, men tænke i en overordnet struktur, der også indbefatter øget brug af el-biler og grøn infrastruktur, siger Tanja Larsson.

Er hele Stevns mf’er

Hvis ikke der udskrives valg i utide, så skal næste folketingsvalg afholdes senest 4. juni 2023.

Det betyder, at Tanja Larsson har godt 30 måneder tilbage i folketingsstolen, så er der noget hun godt vil sige til vælgerne?

– Det er kort og oprigtigt: Tusinde tak til folk på Stevns for at have tillid til, at jeg må kæmpe for dem hver dag. Det vil jeg gøre alt for at vise mig værdig til. Og ikke kun for socialdemokratiske vælgere, men for alle som bor på Stevns, slutter Tanja Larsson.

Skriv en kommentar