(Last Updated On: 29. januar 2015)


ANMELDELSE

STORE HEDDINGE: – »En kold tirsdag januaraften i St. Heddinges mennesketomme gader !«
De færreste stemmes vel næppe umiddelbart til stemning, fest og klukkende latter ved en sådan indledende beskrivelse af den lille stationsby på det yderste af Stevns.
Men se  !  Der var just stemning og fest og brede smil  i byen denne aften. Byens lille spillested med den verdensberømte akustik havde inviteret !
Spilledåsen havde denne aften et godt tilbud til stevnsborgerne i form af en en retro- og hyggestund i selskab med Pernille Højmark og hendes nydannede trio, Det Røde Hav. Havet består af den tidligere Køge-dreng, Jesper Rytkov på trommer  – den mand bobler simpelthen af gedigen rytmisk energi og spilleglæde – Rune Holberg med det rigt facetterede basspil samt Peter Michael, der myndigt og finurligt håndterer keyboard og harmonika.
Tilsammen gav de fire os en på opleveren, som gjorde smilene lidt bredere, reducerede januardepressive tendenser og som  enkelte udtrykte det: det   er s’gu skide dejligt!
Naturligvis var indledningsnummeret Rifbjergs og Fabricius Bjerres”Jeg sætter min hat som jeg vil”! Tekstmæssigt helt i overensstemmelse med det indtryk, man har af Pernille Højmark og det, hun indeholder fra de efterhånden mange roller, hun har underholdt os på film og især TV.
Men, som hun selv lejlighedsvis titulerer sig, ”madammen” kan hun rigtig meget. Hun giver den som den poetisk formidlende, som den frække og den kærlige, den smukke – og ja, vi fik et overflødighedshorn med eksempler på hendes mangesidede talent gennem fremførelsen af en harmonisk og velvalgt buket af de mest vidunderlige melodier og tekster fra den del af den danske sangskat, som vi husker fra tiden før speltbrød, ramsløg og andet grønt fundet på klit og hede.
Pernille og de røde fra havet serverede Shell Silversteins næsten glemte: ”Cigarettes and Whisky and Wild, Wild Women” (Fandens oldemor” i PH’s oversættelse), så man  næsten vover at nærme mig grænsen for  helligbrøde – nogen vil ligefrem kalde det blasfemi – ved at hævde, at Pernille Højmarks ratfi-tolkning af den ramsaltede melodi og og PH’s vidunderlige tekst, får salig Ove Sprogø og hans rumsterstok til at blegne. Bare lidt.
Osvald Helmuths viser og historier om ”Den mellemste køje”, og ”Kom hjem, kom hjem” fik vi i nye rappificerede udgaver.
I det hele taget har Pernille med trio afstøvet en række herlige danske tekster med deres indhold, pointer og ubeskrivelige ordspil, så de ikke går til glemselens malende urværk.
Vi kan blot ønske det røde havs betvingere held og lykke og god vind på den videre sejllads. Spilledåsen var første stop på en forventelig succesrig tour de force i dronningeriget.
Poul Erik Madsen

Skriv en kommentar