(Last Updated On: 5. maj 2020)

kid girl washing his face and hands in bathroom

Corona: For godt to uger siden genåbnede daginstitutioner og skoler for de mindste elever. Med tilladelsen til genåbning fulgte en lang række krav fra Sundhedsstyrelsen, blandt andet omkring håndvask for de ansatte såvel som børnene.

Regler, der blandt andet indebærer to minutters grundig håndvask minimum hver anden time, og desuden ved ankomst, før og efter spisning, ved toiletbesøg, ved host og nys, når hænderne er synligt beskidte og endelig inden hjemturen.

Det kan godt blive til mange gange grundig håndvask i løbet af en dag, og det er ekstra hårdt for børnene, som har tyndere og mere følsom og sart hud end voksne.

Tynd og sart hud

Derfor oplever hudlæger og praktiserende læger landet over en stigning i antallet af henvendelser, der handler om børn og håndeksem. Også på Stevns Apotek mærker man problematikken.

– Vi ser mange ødelagte børnehænder, og mange fortvivlede børneforældre kommer og søger råd og vejledning om, hvad de skal gøre for at mindske generne for deres børn, siger apoteker Arjang Mehrdad fra Stevns Apotek.

Han forklarer, at sæben og den hyppige håndvask udtørrer den sarte hud og gør den ru, og dermed bliver den mere følsom over for eksempelvis bakterier.

Kan føre til børneeksem

Apoteket peger på, at man skal tage problemet med de røde børnehænder seriøst og være ekstra omhyggelig med at pleje børnenes hænder med creme. For bliver skaden på huden så alvorlig, at den begynder at sprække, kan det føre til børneeksem. Her er symptomerne typisk rødt udslæt med hævelse og undertiden væskende blærer.

Ifølge Sundhedsstyrelsen har 15 til 20 procent af alle børn en ekstra sart hud, og for nogle kan håndeksemen udvikle sig til en kronisk lidelse. Det er smertefuldt for barnet og kræver medicinsk behandling. Derfor skal man straks søge læge, hvis de røde barnehænder begynder at hæve op og sprække.

Creme kan forebygge

Heldigvis kan man gøre flere ting for at forebygge problemerne. Blandt andet er det en god idé at smøre hænderne ind i en uparfumeret creme, som erstatter det naturlige hudfedt, man lige har fjernet:

– Al creme kan i virkeligheden bruges. Men fordi barnet måske synes, det er ubehageligt at være alt for fedtet på hænderne, kan man i dagtimerne vælge at bruge en mere fedtfri creme, der trænger hurtigt ind i huden. Så kan man inden sengetid give barnet en mere fed creme på, som kan virke, mens barnet sover, siger Arjang Mehrdad.
rmh

(Foto: Colourbox)

Gode råd til sarte de børnehænder

Vand, sæbe, vand, dubbe, creme

Sundhedsstyrelsen er efter genåbningen blevet opmærksom på problematikken og har den 23. april fremsendt brev til landets dagtilbud med information om forebyggelse af håndeksem hos børnene.

  • Beskrivelsen af korrekt håndvask er præciseret til at skulle vare samlet 45-60 sekunder, hvoraf selve håndvasken – i lunkent vand og med flydende, parfumefri sæbe – tager 15-20 sekunder. Husk at gøre hænderne våde, inden sæben påføres
  • Derefter skyldes grundigt
  • Endelig dubbes hænderne helt tørre
  • Til slut anbefales brug af en fed fugtighedscreme, gerne efter hver håndvask hvis muligt, som der står.

Hud- og Allergiafdelingen på Herlev og Gentofte Hospital gennemfører i øjeblikket en undersøgelse af problemets omfang, hvor forældre gennem deres skole eller dagtilbud kan opleve at blive spurgt om deltagelse i en anonym spørgeskemaundersøgelse.

Skriv en kommentar