(Last Updated On: 25. august 2020)

Mandag aften udbrød der brand i en hestetransporter, som holdt parkeret ved Klindt Rideudstyr. (Presse-fotos.dk)

Store Heddinge: En årvågen betjent, der mandag aften den 24. august var på vej hjem fra arbejde, observerede kl. 23.26 på Stevns Landevej høje flammer i førerhuset på en lastbil til en hestetransport.

Køretøjet stod parkeret mellem to bygninger og tæt ved forretningen Klindt Rideudstyr.

Politibetjenten kørte op til landejendommen, hvor han først advarede beboerne på gården og dernæst ringede 112.

Politi og brandvæsen kom til stedet og iværksatte slukningsarbejdet på lastbilen. Ilden blev slukket før den spredte sig til ejendommen, og der var ingen fare for mennesker eller dyr.

Politiet undersøgte brandstedet og fandt intet mistænkeligt, men kunne ikke fastslå brandårsagen.

Branden skal derfor undersøges nærmere, for at klarlægge årsagen til, at lastbilen brød i brand.

Ingen personer eller dyr kom til skade ved branden.

Skriv en kommentar