(Last Updated On: 26. september 2022)

Rettelse: Forkert dato – foredraget er den 27. oktober og ikke den 27. september.

AOF Østsjælland indleder efteråret på Stevns med et foredrag af skuespiller Lone Hertz. Det sker torsdag den 27. oktober fra kl. 19 til 21.30 og foregår på Konference og Hotel Klinten i Rødvig.

Lone Hertz kommer snart til Rødvig. (Pressefoto)

Rødvig: Den folkekære skuespiller Lone Hertz er især kendt for rollen som Frk. Nitouche og den smukke frk. Klärchen i Sommer i Tyrol. Efter en lang periode med masser af teater er Lone igen at finde på film, og ikke mindst igen på revyscenen, hvor hun modtog en pris for sin deltagelse i Harmoniens Revyperler i Rødvig i 2021.

Lone Hertz, der lige nu har travlt med at holde foredrag og oplæsninger rundt i landet, var for øvrigt også gæst ved premieren på Harmoniens Revyperler i år. Nu kommer hun endnu engang til Rødvig, denne gang i et såkaldt improviseret foredrag med Lone Hertz, hvor man som publikum er med til at bestemme, hvad Lone skal fortælle om.

I foredraget giver Lone Hertz tilhørerne alle højdepunkterne fra sin spændende skuespillerkarriere og livet bag lærredet. Som teaterleder, sceneinstruktør og teaterskolerektor har Lone været vidt omkring i teaterbranchen, ligesom hendes biografi indeholder utallige film, bøger, rejser rundt i hele verden for nødorganisationer og en stor involvering i arbejdet med handicappede. Med andre ord: Der er rigeligt med materiale til to hyggelige timer i selskab med Lone Hertz.

Tilmelding til foredraget kan ske via AOF’s hjemmeside: aof.dk/aftenskoler/aof-ostsjaelland/.

Skriv en kommentar