(Last Updated On: 8. marts 2022)

Anders og Alfred Rodh indsamler pant til fordel for UNICEFs arbejde i Ukraine. (Privatfoto)

Ukraine/Stevns: Der er heldigvis flere gode mennesker end onde i verden.

Og hvis man skal tro de sociale medier, så bor ganske mange af dem på Stevns.

I gang i årevis

Den engagerede nødhjælpsindsamler, Jakob Knudsen fra Hårlev, tilhører så absolut den første kategori: de gode.

Allerede i september 2014 startede Jakob Knudsen med at sende nødhjælp til Ukraine, og i 2017 var det lastbiler med tonsvis af nødhjælp, der blev sendt østover.

Jakob Knudsen havde set tv-nyheder om Ukraine, og søgte efter donationer på Facebook. Der kom tre tons på én måned. Da Jakob Knudsen ikke havde en lagerhal, men til gengæld en tolerant kone og do børn, blev deres hjem proppet med 300 tons nødhjælp.

Og nu er han i gang igen. Og han er ikke alene.

Pant til donation

Anders Rodh fra Rødvig har allieret sig med sin søn Alfred.

– Min 5-årige søn er vild med pantautomater og alt hvad der drejer sig om pant! Tingenes udvikling i Ukraine er i mine øjne fuldstændig sørgelig og uhørt, skriver han på Os fra Stevns, og understreger:

Der er absolut intet politisk synspunkt eller holdning i det fra min side. Jeg tænker kun på Ukraines borgere og særligt børnene der er fanget i det her. Min søn og jeg vil derfor gerne tilbyde at komme og hente jeres pant såfremt i måtte have et ønske om at donere pengene til formålet, skrev han.

– Det er gået over alt forventning, vi satte et mål på 10.000 kr. og det er jeg sikker på at vi når, fortæller han til Stevnsbladet.

De penge som Anders og Alfred Rodh indsamler doneres ubeskåret til UNICEFs indsats i Ukraine.
sky

Sådan så Jakob Knudsens hus i Hårlev ud i 2017, da han sidst samlede nødhjælp ind til Ukraine. (Arkivfoto)

Skriv en kommentar