(Last Updated On: 26. november 2021)

Beredskabet rykkede torsdag eftermiddag ud for Korsnæbsvej ved Stevns Fortet, hvor en jolle var blevet set drive i havet.

Rødvig: Torsdag den 25. november kl. 16.53 fik politiet via alarm 112 en henvendelse fra en borger, der var bekymret for to personer, som befandt sig i en mindre jolle ca. 300 meter ude på vandet ud for Korsnæbsvej. Borgeren var bekymret grundet tidspunktet og den tilsyneladende lange afstand til nærmeste havn for en jolle.

Politiet konsulterede Forsvaret og iværksatte sammen med det lokale Brand og Redning Stevns en eftersøgning til søs. To fartøjer foretog henholdsvis fra nord og fra Rødvig en eftersøgning i området, baseret på den bekymrede borgers oplysninger, ligesom et par patruljer foretog eftersøgning fra landsiden.

Trods eftersøgning frem til kl. ca. 18.30 lykkedes det ikke hverken at finde nogen i nød eller at finde jollen med de to personer i. Politiet besluttede derfor at indstille eftersøgningen.

Politiet har ikke efterfølgende modtaget oplysninger om, at nogen skulle være savnet til søs i området.

Skriv en kommentar