(Last Updated On: 29. august 2019)

Transport: Movia øger servicen på en række buslinjer, så buskunderne nu kan lade sin mobil op i 31 forskellige buslinjer.

Men desværre er de 11 buslinjer på Stevns ikke omfattet. Endnu.

88 procent bruger mobil

De fleste af os har prøvet, at mobilen løber tør for strøm, når vi er på farten.

Derfor tilbyder Movia, at du kan lade din mobil op i alle busser i 20 forskellige buslinjer, og til december 2019 kommer yderligere 11 flere buslinjer.

Danskerne er glade for smartphones og mobiltelefoner. Ifølge Danmarks statistik har hele 88 pct. af os en smartphone og i 2018 brugte 72 pct. af danskerne nettet fra mobilen dagligt.

Måske i 2022 eller 2028

Når vi er på farten, bruger mange mobilen til at se nyheder, følge med på Instagram eller måske tjekke Rejseplanen en ekstra gang.

Og så kan der ske det, at mobilen har brug for opladning.

Det gælder naturligvis også for de stevnske pendlere, så derfor har Stevnsbladet spurgt Movias plandirektør Per Gellert om hvorfor de stevnske buslinjer ikke tilbyder denne service.

– Movia udbyder al kørsel, og ladestik til mobiler kan blive monteret, når der kommer nye busser på en linje i forbindelse med et genudbud. Buslinjerne på Stevns bliver genudbudt løbende i perioden fra 2022 til 2028, siger Per Gellert.

Teknik kræver nye busser

Movias plandirektør har også en mere teknisk uddybende forklaring, idet ladestik ikke er et standardkrav, som Movia stiller i forbindelse med udbud af bustrafik.

– Når det findes i mange af Movias nyere busser er det fordi operatørerne i forbindelse med vores udbud har mulighed for at få point for kvalitetstiltag for kunderne. På den måde sikrer vi, at udbuddene handler om både en god pris og en god kvalitet. Så man kan f.eks. godt opleve, at det ikke er det prismæssigt billigste tilbud Movia vælger, fordi vi tillægger kvalitet stor værdi i afgørelsen af udbud, lyder det fra Per Gellert.

sky

 

Skriv en kommentar