(Last Updated On: 12. juli 2021)

Lene Overgaard fortsætter på formandsposten hos Stevns Amatør Scene. (Arkivfoto: Henrik Fisker)

Store Heddinge: Stevns Amatør Scene har for nylig afholdt den årlige generalforsamling på Store Heddinge Skole, og her blev der skiftet ud på en enkelt plads, da Annette Laugesen ikke ønskede genvalg.

Bestyrelsen konstituerede sig efter generalforsamlingen med Lene W. Overgaard som formand, Brita Schou Lindstedt – næstformand, Ruth Kobbeltvedt – kasserer, Pernille Rosenberg – sekretær samt bestyrelsesmedlemmerne Jesper Askø, Lisbeth Christensen og Jan Schou Lindstedt. Suppleanter er Sofie Kühl Kristoffersen og Lone Farø.

I mere end 100 år – faktisk siden 29. december 1909, hvor foreningen blev stiftet, først som Storeheddinge og Omegns Ungdomsforening og siden 24. januar 1977 som Stevns Amatør Scene – har den lokale teaterforening underholdt den stevnske befolkning med amatørteater af enhver art.

Og siden 2003 har Stevns Amatør Scene afholdt sommerteater for børn; de første år under kommunens Aktiv Sommer-program og siden 2007 i eget regi. Også sidste år, trods corona og restriktioner, lykkedes det at afholde de fire raske dage med børneteater i uge 27 på Store Heddinge skole, hvor 21 børn i alderen fra 6 til 12 år deltog i ’Julies mod og det magiske sværd’; et stykke, der var digtet til lejligheden af to unge medlemmer. Desværre lykkedes det ikke i indeværende år at samle børn nok til afholdelsen af ’Fire raske dage’.

– Det er vi naturligvis meget kede af, men vi kan allerede nu løfte sløret for, at teaterskolen ’Fire raske dage’, genopstår i uge 27 i 2022, så det kan alle børn, der går i 1.-5. klasse, glæde sig til, fortæller Lene W. Overgaard. Hun oplyser videre, at tilmeldingen åbner i februar 2022, men mere om det senere i henholdsvis pressen og på stevnsamatoerscene.dk.

– Hvis ellers alt flasker sig vil prøver på årets julestykke begynde i løbet af august eller i starten af september 2021. Tjek jævnligt hjemmesiden for at få mere at vide, slutter formanden.
rmh

Skriv en kommentar