(Last Updated On: 13. april 2016)

Det er budskabet fra Ældre Sagen og Folkebevægelsen mod Ensomhed, som har planlagt et landsdækkende spisearrangement i uge 17, hvor målet er, at ingen spiser alene. På Stevns bliver ældre ensomme inviteret på gratis bustur og frokostbuffet på Traktørstedet Højeruplund

09msb rmhHanne Olsen

Hanne Olsen arrangerer fælles bustur og frokostbuffet på Højeruplund for ensomme ældre på Stevns. (Foto: Rikke Michael Hansen)

STEVNS: Hanne Olsen, der er formand for Ældre Sagens koordinationsudvalg i Stevns kommune har sat sig selv en opgave. Hun vil tirsdag den 26. april sørge for at 120 ensomme, ældre stevnsboere sammen kommer på bustur og restaurantbesøg.

Datoen og arrangementet er ikke tilfældigt, da Folkebevægelsen mod Ensomhed blandt andet sammen med Ældre Sagen – og mere end 60 andre foreninger, organisationer, skoler, kommuner og virksomheder – netop i den uge gennemfører den nationale begivenhed »Danmark spiser sammen«.

Sightseeing og frokost
På Stevns starter arrangementet kl. 10 på stationen i Store Heddinge, hvor en dobbeltdækkerbus og en lille bus fra Herfølge Turistfart vil sørge for den videre transport af de 120 deltagere.

Med som guider på turen – som følger samme rute som det gratis sommertilbud med Stevnsbussen, der kører rundt mellem seværdighederne på Stevns – er et par frivillige fra Store Heddinge Lokalhistoriske Arkiv.

Efter halvanden times rundtur gør bussen et længere holdt ved Traktørstedet Højeruplund, hvor traktør Karl Peter Andersen serverer frokostbuffet med efterfølgende kaffe til alle deltagerne – og borgmester Mogens Haugaard Nielsen (V) har lovet at kigge forbi og hilse på.

Derefter kører bussen retur til Store Heddinge station, hvor arrangementet slutter.

– Og frivillige skal nok sørge for privat transport til dem, der har behov for den hjælp, lover Hanne Olsen.

For at kunne stable et sådant arrangement på benene har Hanne Olsen søgt og fået 25.000 kr. af Stevns kommune og 27.000 kr. af Ældre Sagens landskontor, mens traktør Karl Peter Andersen har givet en favorabel pris på frokostarrangementet.

Hanne Olsen har blandt andet henvendt sig til de sociale netværk Røde Kors besøgsvenner, Ældre Sagen Valløs besøgsvenner og telefonkæden Stjernen og bedt om deres hjælp til at finde deltagere – og der har været flot tilslutning til arrangementet, for alle 120 pladser er besat.
rmh

 

Skriv en kommentar