(Last Updated On: 7. februar 2022)

Sport/Politik: Kommunalbestyrelsen på Stevns skal tage stilling til hvordan den lokale verdensstjerne skal fejres.

Lasse Svan har deltaget i flere aktiviteter på Stevns under hans professionelle karriere. I 2017 mødte han bl.a. den lokale tømrer, Patrick Nielsen, fra tømrervirksomheden Kernebyg, i en lille håndbolddyst. (Arkivfoto)

”Nu skal det være”

Den danske landsholdsspiller, Lasse Svan, startede sin håndboldkarriere i Sigerslev på Stevns, og har flere gange deltaget i arrangementer på Stevns, ligesom han senest ved indvielsen af den nye Stevnshal, sendte en hilsen til sin gamle barndomskommune.

Gennem flere år har borgere, som lokale politikere, haft forslag fremme om at markere Lasse Svans tilknytning til Stevns.

– I al den tid, som jeg har været med i kommunalpolitik, har man efter hver slutrunde og vundne medaljer, talt om at hædre Lasse Svan, og været enige om, at det passende kunne ske når han sluttede sin professionelle sportskarriere, fortæller borgmester Henning Urban Dam (S), og tilføjer:

– Og nu skal det være.

Svan er involveret

Der har været flere forslag om bl.a. at opkalde en vej efter håndboldstjernen eller på anden måde vise lokal stolthed over det forbillede han er for bl.a. mange børn, som dyrker idræt.

Stevns ’ borgmester oplyser, at dette spørgsmål vil blive behandlet i kommunalbestyrelsen, og at to faglige udvalg vil arbejde videre med sagen.

– Jeg talt med Lasse Svan i sidste uge, og han er stolt over at Stevns vil hædre ham. Men både han og hele kommunalbestyrelsen skal være involveret, så vi gør det sammen, og finder ud af hvad, hvordan og hvornår en sådan markering finder sted, forklarer Henning Urban Dam, som også har talt med flere af partiernes gruppeformænd om den forestående festivitas for Lasse Svan, der ifølge Dansk Håndbold Forbund har spillet 245 A-holds landskampe og scoret 570 mål. Han har desuden vundet både bronze, sølv og guld i EM og VM samt været OL-vinder.
sky

Skriv en kommentar