(Last Updated On: 1. september 2020)

I foråret måtte Stevns Kommune skubbe den planlagte verdensmålsdag, som istedet bliver afholdt den 12. september

Stevns: Siden sommeren 2019 har et særligt opgaveudvalg arbejdet med FN’s 17 verdensmål for en bæredygtig udvikling.

Nu er udvalget klar med en inspirationsdag, hvor man kan møde livsstilekspert Flemming Møldrup og forfatter Signe Wenneberg. Der vil også være aktiviteter for børn og deres forældre med naturvejleder i Stevns Kommune, Rasmus Elvekjær.

Flemming Møldrup og Signe Wenneberg. (Pressefotos)

Små tiltag gør en forskel

På inspirationsdagen vil der være idéer til, hvordan man selv kan tænke FN’s 17 verdensmål ind i sit eget hverdagsliv, og hvordan man med selv små handlinger kan være med til at gøre en positiv forskel for vores fælles planet.

– Mange danskere vil gerne gøre mere for klimaet og vores miljø, men ved ikke helt, hvor de skal starte. Derfor inviterer Udvalget for Stevns Verdensmål til denne inspirationsdag, hvor vi bl.a. sætter fokus på de små tiltag i hverdagen, man selv let kan gøre, fortæller Line Krogh Lay (R), som er formand for udvalget.

Hun tilføjer:

– Verden står overfor store udfordringer, som kræver løsninger på alle niveauer fra private husstande og virksomheder til kommuner, regioner og stater. Stevns Kommune bør som verdensarvskommune selvfølgelig være med til at gå foran i forhold til at løfte opgaven, og derfor har vi sat fokus på at skabe rammer for bæredygtige byer og fællesskaber på Stevns – og på at skabe opmærksomhed om verdensmål blandt kommunens borgere og virksomheder.

Program for inspirationsdagen

Kl. 10.30-13.15 – foredrag med:

  • Flemming Møldrup (kendt fra ’Kender du typen’ på DR1) fortæller om den kommende generations ønsker til boligformer.
  • Signe Wenneberg (forfatter og debattør), fortæller om, hvordan man gør verdensmål til hverdagsmål og giver inspiration til en mere bæredygtig hverdag.

Tilmelding til arrangementerne på stevns.dk.

Kl. 14.00-15.30 -”Vilde haver” for børn:

  • Naturvejleder, Rasmus Elvekjær laver udendørsaktiviteter for børn og voksne.
  • Om biodiversitet i naturen og vilde haver, der giver plads til natur og dyreliv.

Husk tilmelding

Inspirationsdagen finder sted på Store Heddinge Skole lørdag den 12. september fra kl. 10.30 til 15.30.

Alle er velkomne og arrangementet er gratis.

Tilmelding er dog nødvendigt, så det sikres at arrangementet kan gennemføres på en ansvarlig måde i tråd med myndighedernes retningslinjer for håndtering af coronavirus. Man kan melde sig til via kommunens hjemmeside, stevns.dk.

Udvalget for Stevns Verdensmål

  • Kommunalbestyrelsen nedsatte i sommeren 2019 et såkaldt § 17,4-udvalg for at øge fokus på FN’s 17 verdensmål.
  • Målet for § 17 stk. 4-udvalget er at udarbejde en stærk vision, der kan understøtte bosætning og bæredygtigt byggeri på Stevns, der tager afsæt i FN’s verdensmål.
  • Udvalgets visioner har fokus på bæredygtige fællesskaber, biodiversitet og mere vild natur, mere klimavenlige løsninger og jobskabelse og bosætning, som spiller sammen med det særlige stevnske kulturlandskab og naturen.

Kilde: Stevns Kommune

Skriv en kommentar