(Last Updated On: 29. april 2016)

Seks journalister fra Tyskland, Sverige, Holland, Frankrig, USA og Kina er på rundtur til de syv UNESCO Verdensarv-steder i Danmark

Danmarks syv steder, som står på UNESCO’s liste over verdensarv, har i disse dage besøg af seks internationale turister. Onsdag aften fik journalisterne en kulinarisk oplevelse sammen med borgmesteren fra Stevns Kommune, Mogens Haugaard Nielsen, på Rødvig Kro og Badehotel efter en rundvisning af Finn Barlach i Rødvig Fiskeri- og Lystbådehavn.

Efter en overnatning på Hotel og Konferencecenter Klinten tilbragte journalisterne formiddagen ved Stevns Klint. Thomas Tram Pedersen fra ØstSjællands Museum, Geolog Dorthe Pedersen, Tine Jensen fra Stevns Kommune og Ida Lund Winther fra VisitSydsjælland-Møn modtog delegationen.

En rundtur i flot solskin præsenterede Stevns Klint fra sin bedste side, og journalisterne fik en spændende og grundig fortælling om Stevns Klint. Rundturen blev afsluttet ved Højerup gl. Kirke.

Rundturen er en del af VisitDenmarks og SydkystDanmarks internationale markedsføring af Danmark, for nok vurderer internationale eksperter, at optagelse på den attraktive UNESCO liste medfører flere turister, men de kommer ikke af sig selv. Der skal markedsføring til.

Derfor har VisitDenmark og Slots- og Kulturstyrelsen inviteret journalister fra Tyskland, Sverige, Holland, Frankrig, USA og Kina til Danmark i samarbejde med bl.a. VisitNordsjælland, SydkystDanmark, VisitVejle, VisitKolding og Destination Sydvestjylland. Blandt medierne er bl.a. Frankfurter Allgemeine Zeitung, amerikanske The Smithsonian Magazine, kinesiske Chinese News Weekly og Skånska Dagbladet.

(Foto: SydkystDanmark)

Skriv en kommentar