(Last Updated On: 14. december 2021)

I september 2019 indviede Stevns Kommune et kontorfællesskab: Start Up ved Hårlev Bibliotek som et tilbud til lokale iværksættere. Men det lykkedes aldrig at skabe det ønskede iværksættermiljø, og nu er ideen droppet.

Af Henrik Fisker

Hårlev: Det lignede ellers lidt et Columbus-æg, da iværksætterhotellet med det sigende navn: Start Up så dagens lys i september 2019. Hårlev Bibliotek havde overskydende plads, mens Stevns Erhvervsråd længe havde ønsket at kunne tilbyde lokale iværksættere samt pendlere muligheden for kontorfaciliteter i lokalområdet.

Iværksætterhotellet Start Up åbnede i september 2019 uden lejere. Nu lukker det igen uden at være kommet rigtigt i gang. (Foto: Henrik Fisker)

Det endte med et fælles forslag, som Kommunalbestyrelsen tog så godt imod, at den afsatte 500.000 kroner på anlægsbudgettet for 2019 til at ombygge og indrette lokalerne, der engang var garage for Vallø Kommunes bogbus, og nu forvandlede sig til Stevns Kommune første iværksætterhotel.

– Det er en stor glæde, at vi i Stevns Kommune nu kan tilbyde vores iværksættere og erhvervsdrivende nogle moderne faciliteter. Det viser, at vi som kommune vil sikre vores erhvervsliv ordentlige og professionelle rammer og dermed skabe forudsætningen for arbejdspladser, velfærd og måske på sigt et helt nyt væksteventyr her i Stevns Kommune, sagde Mikkel Lundemann Rasmussen (K), der er formand for Arbejdsmarked, Erhverv og Turismeudvalget (AET), i forbindelse med indvielsen af iværksætterhotellet.

Pengene er ikke spildt

Men godt to år senere lukker projektet igen. Interessen for at leje sig ind i iværksætterhotellet er så lille, at AET på sit novembermøde tog til efterretning, at Stevns Erhvervsråd har droppet ideen.

– Det blev ikke den succes, som vi havde håbet på. Interessen var ikke lige så stor, som vi troede, og corona har ikke hjulpet på situationen. Man misser altid 100 procent af de chancer, som man ikke tager. Jeg mener ikke, at pengene er spildt, for lokalerne er sat i stand og kan bruges til et andet formål, siger udvalgsformanden i dag.

Lokalerne står tomme

I Stevns Erhvervsråd – der har stået for udlejningen i iværksætterhotellet – oplyser erhvervschef Thomas Christensen, at lokalerne i Hårlev står tomme.

– I de to år er det lykkedes at leje lokalerne ud til virksomheder i kortere tidsrum. Det længste lejemål varede mellem et halvt og trekvart år og blev brugt til hjemmearbejdsplads på lønmodtagerniveau. Derimod er vi ikke lykkedes med at skabe det iværksættermiljø, som var hele ideen bag Start Up. Vi havde håbet at oprette et sted for lokale virksomheder, hvor de kunne sparre og samarbejde med hinanden for at vinde fodfæste, siger erhvervschefen.

Forkert målgruppe

Han har to bud på, hvorfor interessen for at flytte ind på iværksætterhotellet ikke er til stede:

– For det første har vi skudt forkert på målgruppen. Vi regnede med, at der på Stevns var interesse for et tættere samarbejde mellem iværksætterne, men det har vist sig, at de fleste hellere vil blive hjemme ved køkkenbordet og spare huslejen.

– For det andet troede vi, at den stevnske geografi var så lille, at lejerne ville køre på daglig basis mellem f.eks. Store Heddinge og Hårlev. Men der tog vi fejl. De svar, som vi har fået, tyder på, at folk gerne vil blive i deres nærmiljø, siger Thomas Christensen.

Projekt i Rødvig på vej?

I stedet for det kuldsejlede projekt håber erhvervschefen nu på, at der på privat basis vil vokse nye fællesskaber frem blandt lokale iværksættere.

– Læren for os er, at det skal vokse op nedefra, og vi følger med interesse en gruppe af iværksættere i Rødvig-området, som har planer om et samarbejde. Mere kan jeg ikke sige på nuværende tidspunkt, men vi vil i erhvervsrådet bistå dem med al den hjælp, som de måtte ønske, siger Thomas Christensen.

Dyre lærepenge?

Iværksætterhotellet i Hårlev var tænkt som et tilbud om en “flyverplads” i et kontorfællesskab – i alt med otte kontorpladser á 1500 kroner om måneden. Hertil kom et lille, lukket kontor på ni kvadratmeter til 2000 kroner om måneden og et stort, lukket kontor på 13 kvadratmeter til 2800 kroner om måneden.

– Vi er rigtigt glade for, at vi har fået lov at prøve ideen af. Hvis det havde virket, havde det været en virkelig fed ting. Nu er vi blevet en erfaring rigere og ved, at der ikke er kritisk masse på Stevns til at drive et iværksætterhotel.

– Så kan du spørge, om det har været dyre lærepenge. Jeg vil formulere det sådan, at hvis man vil drive en aktiv erhvervskommune, må man tage nogle chancer og tage ved lære af erfaringerne.

Hvis man ikke tør tage en chance, vinder man ikke noget, lyder konklusionen fra erhvervschefen.

 

Skriv en kommentar