(Last Updated On: 28. maj 2019)

Stevnsbladet har spurgt de folketingskandidater som både bor i Stevns Kommune og som opstiller lokalt, om hvad de vil gøre for de stevnske vælgere, såfremt de bliver valgt ind på Christiansborg.

Jacob Panton:
Stevns-Faxe kredsen er mit hjem!

Et mere retfærdigt udligningssystem vil være min vigtigste mærkesag i Folketinget.

Uretfærdig udligning

Både Stevns og Faxe kommuner, som tilsammen er min valgkreds, er hårdt ramt af et uretfærdigt udligningssystem, der ikke tager højde for de strukturelle forandringer vores samfund gennemgår i disse år.

Stevns kommune er blevet pålagt at finde 35 millioner kroner på den kommunale drift. Det kan ikke lade sig gøre. Så kort kan det siges.

Forståeligt nok, får vi som lokale politikere verbale tæv af vores medborgere når vi må rette ind, og skære ind til benet.

Det er en del af den virkelighed, som jeg selv og de andre lokalpolitikere møder.

Der skæres i velfærd

En del af de 35 millioner kroner skyldes et udligningssystem, der ikke fungerer.

Det kan ikke være rigtigt, at man i andre kommuner har over dobbelt så mange penge per borger til velfærd.

Vi ser det, når vores børneområde og uddannelsessystem bliver skåret ind til noget, vi ikke kan være bekendt. Eller vores ældre bliver skåret yderligere i service.

Nej til discount

Vi skal som andre kommuner have råd til velfungerende og tryg velfærd, og vi skal have råd til at gøre tingene ordentligt.

Vi skal ikke forfalde til discountløsninger, som på kort sigt måske nok virker, men på længere sigt skaber nye problemer.

Vi skal også evne at møde de menneskelige problemer uden den sædvanlige “kasse-tænkning”, måske en merudgift i begyndelsen, men med store gevinster på længere sigt, både økonomisk, men så sandelig også i menneskeværd.

Din lokale kandidat

Hvem er jeg, der tror jeg kan gøre noget ved det?

Jeg er den lokale kandidat, der bor og arbejder i den lokale virkelighed og ved hvor skoen trykker – det har de brug for på Christiansborg.

Jeg har valgt at stille op i lokalområdet, andre vælger at stille op udenfor deres bopælsområde og håber på den måde både at få stemmer det ene og det andet sted, men hvem arbejder de så for?

Jeg bor i og arbejder for mit lokalområde. Stevns kommune og Faxe kommune har i alt for mange år været uden repræsentation på Christiansborg, det skal ændres nu!

Jacob Panton Kristiansen (V)
Kommunalbestyrelsesmedlem på Stevns
Folketingskandidat
Venstre

 

Skriv en kommentar