(Last Updated On: 3. marts 2020)

Er på udkig efter en anden kreds til næste folketingsvalg

Jacob Panton-Kristiansen håber at stille op for en ny kreds ved næste folketingsvalg. (Foto: Rikke Michael Hansen)

Stevns: Jacob Panton-Kristiansen har fået en del erfaringer – såvel positive som negative – i forbindelse med det seneste folketingsvalg, hvor han stillede op for Venstre i Faxe-Stevns-kredsen.

Han bor selv i den nordlige del af Stevns Kommune og har siden 2017 været en del af kommunalbestyrelsen for Venstre Stevns.

– Det har været en udfordring at føre kommunal- og folketingspolitik på samme tid. Jeg lagde rigtig meget tid i Faxe, men jeg fik kun omkring 100 personlige stemmer. I Stevns fik jeg til gengæld godt 1.000 stemmer. Det undrede mig meget, forklarede Jacob Panton-Kristiansen, der som bekendt ikke opnåede stemmer nok til at blive valgt ind i folketinget.

På Venstre Stevns’ generalforsamling onsdag aften i sidste uge offentliggjorde han sin beslutning om ikke at genopstille for Faxe-Stevns kredsen ved næste folketingsvalg. Erfaringerne og resultatet har dog ikke skræmt den lokale politiker, som er klar til at prøve igen:

– Min drøm om at blive valgt ind i Folketinget fortsætter, men jeg har i dag oplyst kredsbestyrelsen om, at jeg ikke ønsker at stille op i Faxe-Stevns-kredsen. Nu er jeg på udkig efter en ny kreds, og jeg håber, at jeg meget snart kan kalde mig folketingskandidat. Og jeg vil også fremadrettet arbejde for mit område, selvom jeg ikke stiller op her, sluttede Jacob Panton-Kristiansen, der fik godt 2.200 personlige stemmer ved folketingsvalget i 2019.

Hans beslutning og årsagerne hertil blev bakket op af flere af partiets medlemmer, blandt andet Carl Schou, der anfægtede den måde kredsbestyrelsen struktureres på, hvor formandsposten hvert år går på skift mellem Stevns og Faxe:

– Måden vi strukturer det på nu, det dur bare ikke. Det skal være den bedste kredsformand, i stedet for at handle om, hvorvidt man kommer fra Faxe eller Stevns, sagde han, hvilket blev bakket op af tidligere kredsformand Gert Nielsen.
rmh

Skriv en kommentar