(Last Updated On: 18. maj 2022)

Selvom der er mindre end tre måneder til Stevns Jernmand 2022, kan arrangørerne oplyse, at der allerede nu er 180 tilmeldinger til løbet.

Stævnet Stevns Jernmand tiltrækker ikke kun deltagere, men også tilskuere, for det er et fantastisk skue at iagttage sportsudøverne i vandet, på cyklen og i løb. (Arkivfoto)

Sport: Løbet har været afviklet siden 2014, og har kun været afbrudt i 2020 og 2021 på grund af corona. Det er syvende år, at Køge TRI Team 2000 afvikler Stevns Jernmand, og stævneudvalget glæder sig og gør sig stor umage for at komme tilbage i kampen igen.

Startskud kl. 11

I år skydes løbet i gang af borgmester Henning Urban Dam Nielsen (S) søndag den 19. juni kl. 11.

Der er plads til 300 triatleter mere, og deltagerne kan igen i år vælge imellem en kort rute ”1/4 jernmand”, svarende til en kvart ironman med 950 meter svømning efterfulgt af 45 kilometer cykling og 10,5 kilometer løb, eller den dobbelte distance, altså en halv jernmand.

I lighed med tidligere år vil svømningen afvikles ud for stranden i Rødvig. Også cykelruten vil være den samme som i de seneste år på gode asfaltveje rundt på Stevns.

– Som noget nyt er løberuten gjort mere spændende, da deltagerne kun skal gennemløbe ruten på den smukkeste strækning ad Trampestien og igennem Boesdal. I år er ruten af praktiske hensyn lagt modsat. Således får deltagerne den flotte udsigt fra Trampestien fra den anden side. På den korte distance skal denne rute gennemløbes to gange og på den lange distance fire gange med vendepunkt ved målet på Rødvig Havn, fortæller stævnearrangør Anne Malle Risgaard.

Svømning foregår i åbent hav ud for Rødvig havn. Cykling på en flad rute ad mindre veje rundt på Stevns. Løb på en blanding af asfalt og natur sti med udsigt over vandet og på Stevns Klint som er en del af verdensarven. Skiftezone og målområde på spærret område på den idylliske havneplads i Rødvig.

Der foretages professionel tidtagning og resultatservice. Man kan se ruterne i nærmere detaljer på www.stevnsjernmand.dk, hvor man også kan tilmelde sig senest to dage før stævnet afvikles: 17. juni 2022 17.

Deltagerbetingelser

Arrangøren understreger, at de ikke kan stilles til ansvar for eventuelle aflysning som følge af befaling fra myndigheder eller force majeure, som naturkatastrofe eller lignende.

De forbeholder sig også ret til at udskyde stævnet, ændre ruterne og/eller ændre ruternes distancer.

Til gengæld afholdes stævnet efter Dansk Triathlon Forbunds (DTriF) regler, og det er deltagerens ansvar at kende reglerne, der kan findes på Dansk Triatlon Forbunds hjemmeside.

Deltagelse i stævnet sker på deltagerens eget ansvar, hvilket indebærer at man skal være rask og i god fysisk form og træning til forsvarlig deltagelse i stævnet. Og man skal kunne fremvise gyldig triathlon-licens.

Deltagerne skal forvente at våddragt er påbudt, med mindre vandtemperaturen overskrider 23 grader.

Meget mere end sport

Det er et stævne hvor atleten bliver sat i fokus til en fantastisk udfordring, lover Anne Malle Risgaard.

– Der bliver kælet for atleten fra start til slut. Dette sker i form af de bedst tilgængelige energiprodukter, et hav af officials der guider atleterne igennem stævnet samt speaker i stævneområdet.
Der er heller ikke tvivl om, at alle forretninger, restauranter, overnatningssteder vil være klar til at modtage de mange hundrede deltagere, både i Rødvig og på resten af Stevns.

Rødvig Lokal Informations maleriske lille røde hus vil være åbent og vejlede alle gæster, og Stevns seværdigheder er klar til at byde velkommen.

Sportsligt er der også noget at komme efter, idet Stevns Jernmand er vurderet til 4 stjerner af Dansk Triathlon Forbund, hvor 5 er det højeste.
sky

Skriv en kommentar