(Last Updated On: 11. juli 2014)


STEVNS: Unge ved ikke nok om deres rettigheder på jobbet. Hele 40 procent har aldrig talt med deres forældre om vilkårene på deres arbejdsplads. Det vil Jobpatruljen være med til at lave om på, og i de kommende uger rejser Jobpatruljen rundt på Sjælland – inklusiv Stevns – for at hjælpe de unge med at undgå at blive snydt i sommervarmen.
Sidste års mange besøg hos fritidsjobbere landet over viste, at der er regelbrud i 70 procent af alle unges ansættelsesforhold. Oftest er de unge ikke selv klar over, at deres rettigheder bliver overtrådt. De ved ikke, at man skal have løn i oplæringsperioden, at der er pause efter fire timers arbejde, at man ikke selv skal finde afløser ved sygdom – og listen kan desværre fortsættes.
De sager, som Jobpatruljen ofte møder, er, at de unge ikke har en ansættelseskontrakt, at alt for mange selv skal finde afløser ved sygdom og efterfølgende bliver snydt for løn under sygdom, selvom de har ret til det. De laver tunge løft og arbejder langt mere end de må og uden pauser.
Lokal-koordinator fra HK Sjælland, Tina Leire, vil sammen med frivillige aktivister snart kigge forbi Stevns for at oplyse unge om deres rettigheder og tjekke arbejdsforholdene for de mange, der bruger ferien på at tjene lidt ekstra på et sommerjob.

Fakta
En ansættelseskontrakt – har du ret til, når du har været ansat mere end én måned og arbejder mere end otte timer om ugen.
Løn – afhænger af din alder, hvad du laver, og hvornår du arbejder.
Feriepenge – skal du have, og de udgør 12,5 procent af det, du tjener.
Fyring – må ikke ske uden grund. Sørg altid for at få en begrundelse på papir.
Fuld løn under sygdom – har du ret til, hvis du har været ansat i mere end otte uger og arbejdet mindst 74 timer i de seneste otte uger. Du har ikke pligt til selv at finde en afløser.
Løft – må maksimalt være på 12 kg., hvis du er under 18 år. Er du over 18 år, må du løfte op til 25 kg.
At stå alene i butik – må du ikke mellem kl. 18.00-06.00 på hverdage og mellem kl. 14.00 og 06.00 i weekenden, hvis du er under 18 år.
Tjek din præcise løn og læs mere om dine rettigheder på jobpatruljen.dk
Jobpatruljen_0

Skriv en kommentar