(Last Updated On: 25. januar 2021)

37-årige John ’Donner’ Petersen fra Store Heddinge har i efteråret bestået UEFA’s A-trænerlicens og er nu rejst til Norge, hvor han har tegnet en toårig kontrakt med fodboldklubben Egersunds IK

Af Rikke Michael Hansen

John Petersen på job som fodboldtræner. (Foto: Olena Goffe)

Store Heddinge: Stevnsboen John Petersen – blandt mange lokale nok bedre kendt som John ’Donner’ – er netop rejst ud på nye eventyr og det næste skridt i hans karriere som fodboldtræner.
Få dage efter årsskiftet skrev den 37-årige fodboldtræner under på en kontrakt med den norske klub Egersunds IK, hvor han de næste to år skal arbejde som spiller- og trænerudvikler.

Og i søndags, den 24. januar, rejste han så afsted til sit nye hjem i kystbyen Egersund beliggende mellem Kristiansand og Stavanger, hvor han glæder sig til at komme igang med arbejdet med at udvikle klubbens talenter.

Ville ’noget med fodbold’

Fra ganske ung har John Petersen vidst, at levevejen skulle være ’noget med fodbold’.

– Det har altid været fodbolden, der interesserede mig, og da jeg var færdig med skolen, vidste jeg bare, at jeg skulle arbejde indenfor fodboldverden, siger John, som netop har været hjemme i Store Heddinge i et par måneder mellem to trænerjobs; et netop afsluttet på Færøerne, som jo altså nu bliver udskiftet med et nyt i Norge.

Populært pigehold

Som barn og ung gik John Petersen i Store Heddinge Skole – det var dengang skolen lå i Egestræde – og én af klassekammeraterne var Lasse Svan Hansen; som man for øvrigt i disse dage kan følge på håndboldbanerne i Egypten, hvor der lige nu afvikles VM i Håndbold.

Mange timer er gået i den lokale fodboldklub SB, første som drenge- og ungdomsspiller, sidenhen som frivillig træner. (Foto: Rikke Michael Hansen)

– Som dreng spillede jeg udover fodbold i SB (Store Heddinge Boldklub, red.) også håndbold sammen med Lasse Svan i Sierslev HK, hvor vi havde Claus Hansen som træner (nu Claus Dalgaard-Hansen, der i dag er cheftræner i Skjern Håndbold, red.). Men mine knæ kunne ikke holde til det i længden, forklarer John, der i stedet besluttede at prøve kræfter med trænergerningen.

Det første hold, han trænede, var et drengehold i SB, som han overtog som 18-årig og fik ført op i rækkerne.

Ved siden af det frivillige trænerjob i den lokale fodboldklub arbejdede John Petersen i en lang årrække på Store Heddinge Skole, dels som lærervikar, dels i SFO’en.

– Der var en del piger i SFO’en, som var rigtig glade for at spille fodbold, og de spurgte mig, om jeg ikke ville starte et pigehold op, fortæller John, der var hurtig til at gribe udfordringen.

I 2007 startede han et pigehold op i SB for årgangene 2000-2002. Holdet blev hurtigt populært og bestod, da det var på sit højeste, af 40 pigespillere, som spillede sammen i mange år. Holdet endte for øvrigt i den bedste række i 9-mandsbold.

Nye erfaringer og A-licens

– Det er noget andet at træne piger end drenge. Piger stiller mange spørgsmål og er generelt mere kritiske end drenge. De skal have en årsag, men når de ved hvorfor, de skal gøre noget, så knokler de på, siger den 37-årige træner, der siden tiden i SB har trænet flere pige- og damehold.

For dernæst fulgte en periode som træner for U15 pigerne i HG Fodbold (Herlufsholm Gymnastikforening), efterfulgt af et par år i HB Køge Pigefodbold, hvor John dels trænede et pigehold, dels var projektkonsulent på projektet ’Flere piger på banen’ og var med til at starte et akademi for piger op.

I starten af 2018 gik turen så til Færøerne, hvor John Petersen havde underskrevet en etårig kontrakt som hovedungdomstræner i klubben TB (Tvøroyrar Bóltfelag).

Huset på Bjælkerupvej blev solgt og nye oplevelser ventede på sydøen i det store Atlanterhav. Endnu et par opgaver blev det til på Færøerne, dels da han i 2019 var med til at genstarte fodboldklubben Royn Hvalba, dels da han i 2020 rykkede til Færøernes største fodboldklub HB Tórshavn, inden han i november 2020 vendte hjem til Danmark, rig på ny trænererfaringer indenfor såvel ungdoms, dame- og herrefodbold – og med en bestået UEFA A-licens.

A-licensen er den næsthøjeste trænerlicens indenfor UEFA, og den kvalificerer til at træne elitehold i henhold til gældende UEFA regler. UEFAs højeste uddannelse er Pro-træner-uddannelsen.

John har netop været hjemme mellem to kontrakter, og er nu rejst til sin nye klub i Norge. (Foto: Rikke Michael Hansen)

Målrettet fokus

Tilbage i 2016, da John Petersen gik i gang med at erhverve sig DBU’s B-trænerlicens, satte han sig to mål:

Dels, at han to år senere skulle være i en klub, hvor han kunne tage A-licensen indenfor træneruddannelsen. Det blev opfyldt på Færøerne.

Dels, at han efter fem år skulle kunne leve af at være træner. Det er ligeledes blevet opfyldt.

Mellem jul og nytår faldt en ny kontrakt så på plads som træner- og spillerudvikler i Egersunds IK i Norge. At komme til Norge som træner er endnu et mål, som nu er nået for den 37-årige træner.

Nye mål er endnu ikke sat, for nu vil den 37-årige fodboldtræner fokusere på at falde godt til i sin nye klub, skabe gode relationer til klubbens spillere og øvrige trænere og at hjælpere spillerne med at nå deres mål.

Skriv en kommentar