(Last Updated On: 28. maj 2015)

Vinder2Her får Josephine overrakt gavekortet på 500 kroner af Thomas fra STU Horisonten. (Foto: Rikke Michael Hansen)

STORE HEDDINGE: Forrige weekend, mere præcist lørdag den 9. maj, blev der afholdt Energiens Dag i Store Heddinge. Godt 400 besøgende var mødt op, og såvel bymidten som Tinghuset på Nytorv summede hele formiddagen af god energi. Der blev både set på solceller, prøvet elbiler, talt om affald og meget mere. Og så havde Horisonten STU arrangeret skattejagt – og posterne med energispørgsmål skulle alle findes rundt omkring på torvet.

To af skolens elever, Thomas og Hjalti, var med på dagen, og sørgede for de besøgendes deltagelse i energikonkurrencen. Hel nem var den ikke, og det lykkedes da heller ikke for nogen af deltagerne at svare rigtigt på alle spørgsmål. Men flere havde svaret rigtig på de fleste, og derfor blev der trukket lod blandt de bedste besvarelser.

Den heldige vinder blev femårige Josephine fra Store Heddinge, der sammen med sin lillebror Bertram på et år, sin mor, Christine og sin far, Mikael, deltog i Energiens Dag og skattejagten. Hun vandt et gavekort fra Store Heddinge Borger- og Handelsstandsforening på 500 kroner, som hun fik overrakt i Tinghuset i onsdags.

”Josephine har allerede fortalt mig, hvad hun vil bruge pengene til. Hun vil købe romkugler for dem alle sammen”, fortalte hendes mor, Christine, ved præmieoverrækkelsen.

På Energiens Dag var der dog præmier til alle deltagere i skattejagten. Hver og én fik de udleveret en kupon, som kunne veksles til en stor pose slik og juice i SuperBrugsen ved Rådhuset.

rmh

Skriv en kommentar