(Last Updated On: 1. november 2019)

Thomas Ubbesens bog „Vi var folket” viser at efterdønningerne af Murens fald har efterladt mange skæbner i forfald. (Fotomanipulation: Klaus Slavensky/Mikkel Hoffmann-Rasmussen)

Ny bog: Tidligere DR-journalist Thomas Ubbesen er kendt og beundret for sine mange rejsereportager, hvor han fulgte i hælene på flygtninge gennem Europa. Og når han i sin nye velskrevne bog beretter om de mennesker, som lever i ruinerne efter Muren, der forsvandt, men som på en måde er der endnu, er det lige så medrivende.

Efter Murens fald

Som forfatter har han skrevet om at være udsendt reporter, og sidste år udkom hans nutidige tilbageblik på hippieruten mod Østen, i søgen efter frihed, dope og vilde oplevelser.

Lige nu er han sammen med sin kone og journalistkollega, Østeuropa-kenderen Anne Haubek, aktuel med en ny rejseskildring: et tilbageblik på de tidligere lande bag det såkaldte jerntæppe.

Fokus er mødet med østeuropæerne 30 år efter Muren faldt som et spil domino.

Forenet skæbnefortælling

“Vi var folket” hedder bogen, som er affødt af østtyskernes protestråb i Leipzig i 1989: “Wir sind das Volk”, som Thomas Ubbesen meget bevidst bruger i datid som bogtitel.

Der er en fin blanding af datid og nutid i skildringerne og mødet med en række skæbner i bl.a. det nu forenede Tyskland, Polen, Hviderusland, Ukraine, Moldova, Bulgarien, Albanien, Serbien og Ungarn.

Et møde med Oleg i Ukraine, som bl.a. havde levet af at vise Tjernobyl frem som turistattraktion, er et sindbillede på situationen for majoriteten af befolkningen i de tidligere østlande.

Kapitalistisk revolution

Den kendte tyske forfatter, Daniela Krien, som blev født i DDR, taler om Murens fald som en kapitalistisk revolution, hvor das Volk har solgt sin sjæl til forbrug, og det stemmer ganske godt overens med de møder, som Thomas Ubbesen og Anne Haubek har haft på deres rejse i efteråret-vinteren 2018 fra Berlin via Warszawa, Minsk, Kiev osv. og retur til Berlin.

Selv om man i Pristina i Kosovo i frihedsrus har opkaldt boulevarder efter Bill Clinton og gader efter George W. Bush, så lever flertallet i det tidligere Eksjugoslavien og de mange andre østeuropæiske lande i fattigdom og uden den store tro på fremtiden.

Længsel efter fortiden

Der er selvfølgelig undtagelser, og spekulanter har kronede dage under røverkapitalisme og populisme, men “Vi var folket” er trods dette ikke et undergangsskrift, selv om der er overraskende beskrivelser af små ’ukendte’ republikker, som Transdnjestr og Lugansk, som styres af pengemagt og despoter, hvis groteske politik er, at sovjetkommunismen skal genopstå.

Den tragiske røde tråd i bogen er, at de svigtede borgere, som Ubbesen og Haubek møder, ofte ser længselsfuldt tilbage til tiden før 1989, hvor der var sammenhold, hjælpsomhed og sikkerhed for uddannelse, arbejde og eksistens.

Et liv med hverdagsfrygt

“Vi var folket” er et vigtigt dokument til at forstå, at Europas mangfoldighed er mere end blot EU.

Bogen er et enestående vidnesbyrd om millioner af europæere, som er ladt i stikken, og den dokumenterer, at der midt i vor tid er generationer, som aldrig vil opleve den frihed, som Murens fald gav løfter om.

Som butiksindehaver Maria i Budapest konstaterer om Ungarns premierminister Orbán:

“De forgifter vort liv med had og nationalisme … politisk er det langt værre end under kommunismen. Jeg kalder det hverdagsfrygt”.

Beundring og respekt

Ubbesen og Haubek skriver i forordet, efter de er vendt hjem til den trygge landsby Lund på Stevns, at de med tårer i øjnene lyttede til de mange østeuropæeres skæbnefortællinger og vendte tilbage med beundring og respekt for de samme menneskers generøsitet, fordi der trods alt stadig eksisterer venlighed, hjælpsomhed og medfølelse i verden.

Det er præcis de selvsamme plusord, som denne bog skal have med på vej til de danske bogreoler.

sky

Fakta:
 „Vi var folket”
Af Thomas Ubbesen
Sider: 304 – Pris: 300 kr.
Gyldendal
Bogen er udkommet

Skriv en kommentar