(Last Updated On: 29. september 2020)

Sport: Forrige søndag blev der afviklet jubilæumsløb i Vallø Rundt, som for 30. gang sendte cykelryttere ud på fire forskellige ruter i den nordlige del af Stevns.

Hilsen på corona-maner, det er Charles Hansen til venstre og cykelvinder Kuno Herman Lund Sørensen til højre. (Privatfoto)

Start og mål var som altid ved forsamlingshuset i Himlingøje, hvor løbsarrangør Charles Hansen sørgede for, at alt gik efter planen.

– Vi satte ny rekord, men det var desværre den gale vej, for det er det laveste deltagerantal vi har haft i de 30 år, melder Charles Hansen, der har stået for løbsafviklingen i samtlige 30 år.

I alt 83 ryttere cyklede ud på de fire forskellige ruter, og eftersom vejret viste sig fra sin bedste side, er Charles Hansen overbevist om, at den manglende tilslutning med stor sandsynlighed skal findes i situationen med corona.

– De, der valgte at møde op, havde det bedste vejr at cykle i. Der skete ingen skader, og der var kun glade mennesker, lyder det fra løbsarrangøren.

Vinder af cyklen blev Kuno Herman Lund-Sørensen. En anden vinder var 81-årige Aase Winther fra Hårlev, som stillede til start for 30. gang. Hun tilbagelagde de 25 kilometer i fin stil, og ved mållinjen blev hun fejret behørigt med både blomster, medalje og diplom.

De 82 starter fordelte sig således på de fire forskellige ruter: 11 ryttere kørte 25 km., 15 ryttere tilbagelagde 40 km., 27 gennemførte ruten på 60 km., mens der var flest deltagere, 30 ryttere, på den lange 80 km. rute.
rmh

Skriv en kommentar