(Last Updated On: 7. december 2021)

Støttekoncert på Teaterbygningen giver flygtningebørn mulighed for at gå til sang og musik

Køge/Stevns: Lørdag den 18. december kl. 19.30 fyldes Teaterbygningen med julestemning og musikalitet på internationalt niveau, når Danmarks gospel og souldiva Marie Carmen Koppel fortolker julens klassikerne, som bl.a. Silent Night, White Christmas og Have Yourself a Merry Little Christmas. Musikalsk bakkes hun op af sin bror Benjamin Koppel på saxofon og i år har hun superpianisten Jacob Karlzon fra Sverige med sig.

Tænder lys i mørket for flygtningebørn på Stevns

Julekoncerten tager udgangspunkt i Marie Carmen Koppels julealbum med titlen ”When You Wish Upon a Star”, som hun fortolker med nærvær og varme.

For Marie Carmen Koppel rimer juletiden på nærhed, kærlighed og refleksion over tilværelsen. Det er en tid til at samles og at tænde lys i mørket. Mens mange nyder tiden med deres kære, er andre ensomme i julen. Juletiden bør derfor give tid til omtanke og medmenneskelighed, mener hun. For julen handler om at dele de gode ting.

Og netop derfor glæder Marie Carmen Koppel sig særligt til koncerten i Køge, der er en støttekoncert i samarbejde med Røde Kors Stevns og Køge til fordel for børn med flygtningebaggrund.

– Mange af de børnefamilier, vi modtager her på Stevns, har kun en enkelt forsørger til flere børn og lever med et meget stramt budget, fortæller Susanne Lintrup, der er formand i Røde Kors Stevns.

Susanne Lintrup forklarer videre, at det i forvejen er en stor udfordring for børnene at skulle leve i et nyt land, lære et nyt sprog og få nye venner. Det er derfor utrolig vigtigt, at børnene får mulighed for at gå til gode fritidsaktiviteter, hvor de kan være aktive sammen med andre børn og få gode fritidsinteresser. Og her er det at gå til kor eller lære at spille et musikinstrument en meget værdifuld ting, som de færreste flygtningefamilier har råd til.

– Det var derfor en dejlig overraskelse, da en af vores nye frivillige valgte at arrangere en stor julestøttekoncert, hvor overskuddet går til, at børn fra flygtningefamilier i Køge og på Stevns kan få gratis sang- eller musikundervisning på den lokale musikskole i et halvt år, fortæller lokalformanden.

Special artist: vinder af MGP 2021

Som en særlig julegave til børnene optræder året MGP-vinder Emilie med vinder sangen ”Ikke som de andre piger”, en sang som tog hele Danmark om hjertet ved årets MGP, da det kom frem at Emilie havde skrevet sangen som en hyldest til sin søster med handicap. Det vil være muligt for børn at hilse på Emilie i Teaterbygningen umiddelbart efter koncerten.

Ellers står koncerten i Marie Carmen Koppels navn, hvor hun optræder med et stort repertoire akkompagneret af sin bror Benjamin på saxofon og Jacob Carlson på piano.

Billetter til koncerten kan købes på ticketmaster.dk.

Skriv en kommentar