(Last Updated On: 20. december 2021)

Husker I hvor vi som børn var glade
Når julelysene blev tændt i vores gade
Snart var det jul, vi klippede julestads
Og pyntede op til vores jule-kalas
Lavede marcipankonfekt og karamel
Og adventskransen bandt vi selv.

Vi fik risengrød med kanelsukker på
Og selv hvis pengene var lidt små
Så var der altid råd til juleanden
Og vi troede skam på julemanden
Vi hjalp til med at sylte og bage
Dengang i de gode gamle dage.

Nu bli’r vores julemad bragt ud
Lige til døren af et fortravlet bud
Julegaverne køber vi på nettet
Julehjerterne får vi aldrig flettet
Fra Kina kommer julestadsen
Og i Bilka køber vi juleknasen.

Men ak og ve, i år er julen i fare
For vi kan ikke få vores julevarer
Vi er alle i en grufuld knibe
Fordi de mange containerskibe
Der har været længe på vej
Nu ikke kan lægge til kaj.

En jul uden den nyeste elektronik
Skaber naturligvis en del panik
Og kan man overhovedet få julegrise
I en fødevare- og transportkrise
Varebiler står tomme i lange køer
Og der er heller ikke nok chauffører.

Hvem mon så bringer pakkerne ud
Det gør Rudolf med den røde tud
I julemandens smukke gamle slæde
Men der bli’r ingen skår i vores glæde
Hvis vi slet ingen julepakker får
Bare vi kan fejre jul sammen i år.

Inger Arndt
Digevangen 47
Store Heddinge

Skriv en kommentar