(Last Updated On: 5. januar 2015)

WP-golfbanen
Inden jul var der stadig grønt græs på golfbanen i Vallø Golfklub. (Foto: Privatfoto)

STORE TÅRNBY: Vallø Golfklub udnyttede i julen, at vejret stadig var meget mildt, og at golfbanen, til trods for årstiden, fremstod i god stand og var fuldt spilbar. For første gang nogensinde blev der således afholdt en stor juleturnering. Det skete søndag den 21. december.
Hele 87 golfspillere deltog i turneringen, og de blev alle mødt af et fantastisk vejr med høj sol og kun en jævn vind, så der var for en gangs skyld ikke behov for regntøj.
MB Catering ved Maj-Britt Jensen havde lavet opstilling ved teested 12. Her var varm kakao, gløgg, kaffe, æbleskiver, samt diverse små ”skarpe” til golfspillerne, så de havde noget at varme sig på undervejs på golfrunden.
Efter endt spil kunne alle deltagere nyde fadøl og Maj-Britts fantastiske suppe i caféen, så stemningen var høj da der skulle uddeles præmier til dagens bedste spillere. Turneringens præmiesponsorer var MB-Catering og PCH-Consult. Vallø Golfklub takker sponsorerne samt alle spillere og frivillige for deres deltagelse, og håber at kunne gentage arrangementet til næste år.
Dagens vindere blev i A-rækken: 1 – Benny Nielsen, Vallø Golfklub, 2 – Anne Marie Jensen, Harekær Golfklub, 3 – Jack Kristensen, Vallø Golfklub. I B-rækken blev resultatet: 1 – Bente Pihl, Vallø Golfklub, 2 – Peter Christian Houmøller, Skovlunde og Herlev Golfklubber, 3 – Frede Zeiler, Vallø Golfklub. C-rækken sluttede med følgende vindere: 1 – Karl Vestergaard, Vallø Golfklub, 2 – Klaus Jespersen, Vallø Golfklub.
Dagens bedste slag stod Søren Vienberg fra Solrød Golfklub for, idet han på hul otte vandt præmien for ”tættest på hullet”.

Skriv en kommentar