(Last Updated On: 1. oktober 2021)

Stevns: Stevns Amatør Scene har ligesom så mange andre foreninger efterhånden fået rystet den lange nedlukning af sig og er i fuld gang med prøverne til årets børnejulestykke: ’Julemandens Lykke’.

– Vi har genoptaget julestykket, som vi måtte aflyse i 2020 og glæder os til at spille det for børn i alle aldre, siger formanden for Stevns Amatør Scene, Lene W. Overgaard.

Stykket er skrevet af en af amatørscenens egne skuespillere, Annette Laugesen, der sammen med en anden garvet skuespiller, Brita ’Lunde’ Lindstedt, står for instruktion af stykket. Det er et moderne stykke, men med grene tilbage i traditionelle julestykker.

– I skrivende stund er datoerne for forestillingen i Snurretoppen i Store Heddinge endnu ikke fastsat, men I kan holde øje med det både på Facebook og på hjemmesiden og vi vil annoncere i aviserne, når tiden nærmer sig, siger formanden.

Og ikke nok med det, så er det næste voksenstykke, der skal spilles på Snurretoppen i slutningen af marts 2022, musicalen ’Oh Happy Day’.

– Og til den har vi brug for skuespillere af både han og hunkøn. Er du til sange som ’Everybody loves Saturday night’, ’Love me Tender’, ’Smilende Susie’, ’Mandalay’ eller’ Tapre ørn’, så er det lige præcis dig, vi har brug for. læseprøverne starter i december 2021. Ryst Coronatiden af dig, smid hæmningerne og meld dig til en af os i bestyrelsen. Hvis du tør, så lover vi et både hyggeligt og sjovt fællesskab med andre teatertosser, lyder opfordringen fra Lene W. Overgaard.

Se mere på stevnsamatoerscene.dk.

Skriv en kommentar