(Last Updated On: 7. december 2021)

Boestofte: For mange er en fast del af juletraditionerne at besøge Julemødet på Gymnastikefterskolen Stevns.

Julemødet er resultatet af en omlagt uge 50, hvor skolen er omdannet til et kreativt værksted, teater og sang. Eleverne har, sammen med lærerne, skabt en forestilling, hvor de i år fortolker de kendte Disney klassikere.

– Selv om Gymnastikefterskolen Stevns er kendt for gymnastikken er det vigtigt, at eleverne bliver udfordret på andre måder. Det er sådan en kreativ uge med til, hvilket både udvikler og styrker fællesskabet blandt eleverne. Vi glæder os til at vise alle vores gæster resultatet af elevernes arbejde på denne aften, udtaler forstander Carlo Mathiasen.

Aftenen byder selvfølgelig på Luciaoptog, fællessang, æbleskiver, kaffe og te samt årets forestilling ”Fra alle os til alle jer”; en fortolkning af Disneys Juleshow a la Gymnastikefterskolen Stevns.

Skolen håber, at mange har lyst til at bruge en aften i selskab med en masse glade unge mennesker og sammen være med til at byde julen velkommen.

Det er torsdag den 16. december kl. 19.00, og det koster 35 kroner pr. person, meget gerne betalt med Mobilepay men kontanter modtages også.

(Foto: Gymnastikefterskolen Stevns)

Skriv en kommentar