(Last Updated On: 13. juli 2016)

16msb pCarstenDahlin_Anette Corfitzen_og_ællingerne

Formand for Havkajak Stevns, Carsten Dahlin og Nordeas filialdirektør, Anette Corfitzen står her ved de to nye børnekajakker Rip og Rap. (Foto: Jens Viggo Moesmand)

RØDVIG: På markedsdagen i Rødvig søndag den 10. juli kunne Havkajak Stevns præsentere sit nyindrettede klubhus.

Dagen startede med regn, men det kunne ikke tage glæden fra kajakroerne, da klubbens nye børnekajakker skulle døbes. Så børnekajakkerne blev taget ind i tørvejr under navngivningen, hvor de blev døbt som ællingerne Rip og Rap.

Nordeafonden har doneret 15.000 kr. til Havkajak Stevns, og Nordeas filialdirektør Anette Corfitzen overdrog Rip og Rap til klubbens formand Carsten Dahlin.

Nu skal ællingerne i vandet med de børn, som deltager i Stevns kommunes Aktiv Sommer, og med alle de børn, der sammen med deres forældre skal ud at lege eller se den stevnske natur.

– Resten af markedsdagen blev vejret godt, og så mange stevnsboer og sommergæster blev fristet af kajakkerne, at der nu er blevet oprettet flere hold, hvor interesserede kan lære grundlæggende kajaksikkerhed, og bagefter deltage i ture ved vor klint, oplyser Jens Viggo Moesmand fra Havkajak Stevns.

Til sommerturister har kajakklubben desuden oprettet særlige kurser, hvor et kort grundkursus giver mulighed for at deltage i guidede ture ved klinten; under forudsætning af godt vejr.

Det kan man høre mere om i Feriebyen eller i Rødvig hver tirsdag og torsdag kl. 19. Man kan også se mere på havkajakstevns.dk eller ringe til klubben.

 

Skriv en kommentar