(Last Updated On: 8. juni 2021)

I den kommende tid vil politiet holde ekstra øje med spritbilister på Stevns. (Foto: Sikker Trafik)

Færdselssikkerhed: Det kan godt være, at ”Druk” fik en Oscar for bedste internationale film, men det er langt fra sikkert, at politiet vil belønne de spritbilister, som gør vejene på Stevns usikre.

Stadig et problem

Selv om antallet af spritbilister på vejene er faldet hen over årene, er spritkørsel stadig et problem for trafiksikkerheden.

I en undersøgelse, som Epinion har gennemført for Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden i 2020, svarer 8 pct. af bilisterne, at de inden for det seneste år har kørt bil, selv om de var i tvivl om deres promille. Blandt mændene er det 10 pct., og værst ser det ud blandt de 17-35-årige, hvor 16 pct. har kørt afsted, selv om de var usikre på, om de havde drukket for meget.

2020: 45 taget på Stevns

Derfor sætter Stevns Kommune i samarbejde med Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden fokus på problemet med spritkørsel i sommervarmen, og politiet varsler ekstra spritkontroller.
Sidste sommer sigtede politiet over 1.000 personer for spritkørsel på landsplan.

Midt- og Vestsjællands Politi oplyser til Stevnsbladet, at der blev anmeldt 28 for spirituskørsel på Stevns i 2020, 17 for narkokørsel, så i alt snuppede politiet 45 påvirkede bilister i Stevns Kommune.

På landsplan er sommerperioden den værste periode for spritkørsel, og i juni og juli 2020 sigtede politiet 102 for spritkørsel, hvoraf de 12 var fra Stevns. I hele landet blev der taget over 1.000 spritbilister.

Godt råd: Lad bilen stå

Nu står sommeren igen for døren, og Stevns Kommune er derfor, sammen med Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden, klar til at minde alle om, at man bør lade bilen stå, når man har drukket mere end én genstand. Kampagnen ”Klar til et pust?” vil kunne ses på plakater langs vejene.

Flemming Petersen (V), formand for Plan, Miljø og Teknik siger:

– I Stevns Kommune vil man i den kommende tid kunne se plakater langs vejkanten med spørgsmålet ’Klar til et pust?’ Det er plakater, vi har sat op for at minde folk om, at de skal droppe bilen, når de har drukket mere end én genstand. Det kan nemlig være rigtig svært at vide, hvor meget man kan drikke, uden at det påvirker ens kørsel og at man udgør en fare på vejen. Så er det bare bedre at være på den sikre side og lade bilen stå, lyder hans råd.

Kan miste kørekortet

Udvalgsformanden bliver bakket op af Michelle Laviolette, som er seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik.

– Er du det mindste i tvivl om din promille, så lad bilen stå. Det kan være ekstremt risikabelt at køre. Du risikerer at skade dig selv eller andre, blive sigtet for spritkørsel og miste kørekortet. Så før du drikker den første genstand, så få planlagt, hvordan du kommer sikkert hjem fra middagen eller festen, siger Michelle Laviolette.

Især unge mænd

En undersøgelse, som er gennemført for Rådet for Sikker Trafik blandt 2.238 bilister i 2020, viser, at Især unge mænd tager chancen og kører, når de har drukket alkohol.

Og selv om promillegrænsen i Danmark er 0,5, og selv om hovedpersonerne i filmen ”Druk” postulere, at man bliver mere fri og kreativ med en alkoholpromille på 0,5, så kan man godt blive dømt for spirituskørsel, selvom ens promille er under 0,5, hvis politiet vurderer, at du ikke kan køre bil på betryggende vis.

Bliver man taget for spirituskørsel flere gange eller med en høj promille, kan man blive frakendt kørekortet i 3 år eller mere.
sky

Skriv en kommentar