(Last Updated On: 16. september 2021)

Det mener kunder og medlemmer af Dejli’Brugsen i Hellested, og den titel blev bifaldet af Coop Danmark

Af Klaus Slavensky

Det er ved at være slut med at se Karin Hansen byde velkommen til Dagli’Brugsen i Hellested. (Fotos: Klaus Slavensky)

Portræt: Hellested har været beboet siden stenalderen, og det er ingen tilfældighed, ligesom det heller ikke er gudgiven, at et lille landsbysamfund som Hellested har en brugs anno 2021.

Der skal nemlig andet end himmelske magter til; der skal en Karin Hansen bag disken for at byen stadig har et samlingssted.

60 timers arbejdsuge

Men nu lakker Karin Hansens æra mod enden, som faktisk er udgangen af september i år, og Hellesteds populære og afholdte brugsuddeler kan se tilbage på 48 års ansættelse i byens Dagli’Brugs.

”Hvorfor ikke tage to år mere, og stoppe når du kan fejre både 70 års fødselsdag og 50 års jubilæum?”

– Det er svært at stoppe, men jeg er lidt slidt. Jeg trænger til det, og min familie også, fortæller Karin Hansen efter en stille tænkepause, og så tilføjer hun:

– Jeg er ikke til pæn brug når jeg kommer hjem efter en arbejdsdag.

Hun står ellers strunk og rank op, og hendes aktive væsen, de hurtige bevægelser og blikket på alt hvad der foregår i butikken, modsiger behovet for et farvel til et arbejdsliv, der begyndte tilbage i brugsen i Frøslev i 1970.

Til gengæld er der er utallige vidnesbyrd om den usædvanlige uddeler, som bestyrelse og kunder giver mellemnavne som dynamo, center og omdrejningspunkt. Og der er ingen tvivl om, at hun ikke kun er let til bens, men også har ben i næsen, for det er ikke et dagdriverliv at bestyre en butik, og 60 timers arbejdsuge er nok i underkanten.

Byens sidste købmand

Karin Hansen sagde kalendertrevent ja til et interview i anledning af hendes ophør, og valgte selvfølgelig en af hendes få fridage til samtalen, men på arbejdspladsen.

Den hjælpsomme brugsuddeler sidder ikke længe bag kasse, men farer rundt for at hjælpe kunderne med at finde varer på hylderne.

Det viste sig, at være en god beslutning, for det øvrige personale var optaget af akut ommøblering af fryseskabene, og Karin Hansen var ikke sen til både at tale med Deres udsendte, ekspedere nogle kunder, få sat lidt varer på plads og tage telefonen, Men det lykkes at få kigget lidt baglæns.

– Da jeg var færdig med skolen kom jeg i huset, men skiftede snart til min læreplads og i 1973 startede jeg i Hellested. Dengang var butikken halv så stor som nu, og der var trapper til bagbutik og lager, så det var et slæb, fortæller hun og nævner de mange andre forretninger som eksisterede dengang.

– Vi havde en slagter, et brødudsalg, en lille købmand og en radioforretning og så Hellested Arbejderbrugs, som blev oprettet i 1885, som protest mod at Hellested Brugsforening kun gav kredit til de større bøndergårde. Men så længe den var åbent, havde vi et godt forhold og vi afleverede aviser til dem. Nu er der kun os og så Hellested Cykelforretning tilbage, forklarer hun.

Karin Hansens far var skovløber og hendes mor kogekone i bl.a. Hellested Forsamlingshus. Så da Karin Hansen og hendes mand flyttede til byen var ringen ligesom sluttet.

– For det handler om at holde byen i gang, siger hun.

Fik navnet Dejli’Brugsen

I 1985 blev Karin Hansen brugsuddeler, og var en af de få kvindelige uddelere i Coop-regi, hvilket hun husker fra koncernens kurser og møder.

Siden da har både Coop og brugsen i Hellested udviklet sig, varesortimentet skifter ofte, nye tiltag kommer til, som f.eks. en Danske Spil-station, og fra 2014 har forretningen også huset et postkontor, der i dag betjener hele tre pakkeleverandører, hvilket også æder af de daglige timer.

Men kundeservice er et must, der får massevis af likes på brugsens hjemmeside, og af de mange skulderklap og priser, som tildeles Karin Hansen og Dejli’Brugsen, som den længe har heddet i folkemunde. Da Hellested Brugs første gang blev kåret som Danmarks bedste, gav Coop lov til et navneskift, hvorfor der i dag står Dejli’Brugsen på butiksskiltet. Et navn som Karin Hansen bærer en stor del af æren for.

– Vi har en flot opbakning fra de mange hundrede medlemmer, og vi samarbejder også med gode lokale leverandører, så det er rigtigt godt. Der er så bare alle de nye it-systemer, som koster os økonomi, men vi klarer det, siger Karin Hansen med eftertryk, for hun trives med udfordringer, og er kendt for at drøne rundt med varer til bl.a. den lokale børnehave og SFO og privatkunder.
”Mangler der frisk timian i butikken, så henter hun det da derhjemme”, lyder et skudsmål, og mange har anekdoter om Karin Hansens imødekommenhed om lige at køre forbi ældre medborgere, som ikke længere selv kan handle ind.

Karin Hansen er ikke meget for at tale om, at hun gør noget ekstra for lokalsamfundet, men en sjov episode vil hun godt dele et minde om:

– Jeg kører varetur hver uge, også for at hente medicin på apoteket til kunder, og en gang besøgte jeg et ældre ægtepar, hvor konen var syg, og manden forsøgte at lave æblegrød til hende. Der måtte jeg give en hånd med, griner hun.

Fritiden truer, men …

Under samtalen dukker kunder og tidligere ansatte op, for med snart 50 år i faget har der været en del ungarbejdere, der i dag er oppe i alderen og nogle stadig bosat i Hellested.

– Det er hyggeligt med besøg. Det er søde unge mennesker. Det er det, som er så dejligt: kontakten. Det har altid været svært at skille os af med dem, når de skal i efterskole eller til Alaska. Så bliver det andet end arbejde, så opstår der venskaber, lyder det igen med en stille eftertænksomhed.

Trods hårdt arbejde har Karin Hansen altid overskud til at hilse på kunder, tidligere ansatte og kolleger, som her Gitte Henriksen med sin nyfødte datter. Og der skal da være tid til at tale om denne glædelige begivenhed.

Det har desuden gået upåklageligt med skiftende bestyrelser, og det nye, som jo hele tiden skal ske, kommer både fra bestyrelsen, hende selv og Lars Seehusen, som snart skal være førstemand, oplyser hun.

Fritid? Det er blevet til lidt cykelture og gymnastik, og så har der været eventyrlige rejser, som dengang Karin Hansen vandt en Coop-tur til Sydafrika, eller da hun var på hele tre ugers ferie med familien til Bali, og da hun på 60 årsdagen fik en tur til Bornholm.

– Da jeg havde 40 års jubilæum i 2013 havde man samlet ind, så min mand og jeg fik en luksustur til Skagen i Dagmarsuiten på Ruth Hotel. Det var simpelthen en oplevelse, og de havde sørget for at jeg kunne holde fri, mindes hun, og er det ikke en lille tåre, som viser sig i øjenkrogen?

Nu står den på mere permanent fritid, og sy og strikketøj er ikke Karin Hansens favorit. Men Hellested-folket kan nu se frem til, at opleve hende i civilt og deltage i det mangfoldige foreningsarbejde, som findes i Hellested.

I mange år har Dejli’Brugsen og foreningslivet været tæt forbundet, og man kan også betale kontingent til Borgerforeningen ved kassen i brugsen.

– Det bliver vemodig. Hårdt, men jeg glæder mig også … (pause), men Lars har mit nummer i spidsbelastninger, og selvfølgelig vil jeg tage telefonen, siger Karin Hansen med det smil, som ikke er en lagervare i Coop, men som i mange år har været et varemærke i Dejli’Brugsen i Hellested.

Der afholdes afskedsreception for Karin Hansen lørdag den 18. september fra kl. 12-15 på p-pladsen ved Dejli’Brugsen i Hellested.

Skriv en kommentar