(Last Updated On: 31. maj 2022)

Stevns Fyrcenter: Fra lørdag den 4. juni til lørdag den 9. juli udstiller Kathrine Dahl K på Stevns Fyrcenter med udstillingen: ’Differe’.

Kathrine Dahl Kristoffersen (f. 1992) er opvokset i Valløby og har rødder på Stevns men bor nu på Nørrebro. Kathrine er en af samtidskunstens nye stemmer og har sit afsæt i arkitekturen. Hun færdiggjorde i 2019 sin bachelor fra Institut for Bygningskunst og Design på Det Kongelige Danske Kunstakademi for Arkitektur, Design og Konservering og har siden arbejdet sig ind i sin kunst.
Kathrines udstilling ’Differre’ er en fortælling om naturens åg; mennesket og dens forsøg på en symbiotisk sameksistens:

Naturens egen udvikling og forplantning forstyrres af mennesket, der også selv har problemer med at klare sig naturligt. Naturen er portrætteret stærk og omstillingsparat, hvilket gør, at dens inddragelse af det uorganiske fremstår simpelt og overlagt.

Udstillingen i Fyrcentret på Fyrvej 2 ved Tommestrup er åben på lørdage, søndage og alle helligdage fra kl. 12.00 til 16.00.

Fernisering er lørdag den 4. juni mellem kl. 12.00 og 14.00. Alle er velkomne og der vil blive serveret lidt drikkevarer og snacks.

Skriv en kommentar