(Last Updated On: 3. marts 2022)
Ken Kristensen – der går efter at blive folketingskandidat for Venstre i Faxe-kredsen – ser gerne, at statsvejen fra Stevns kommer til at gå så langt mod nord som muligt. (Foto: Henrik Fisker)

Politik: Venstres nye bud på en folketingskandidat i Faxe-kredsen Ken Kristensen var gæst på generalforsamlingen i Venstre Stevns, hvor hans lokale valgkampagneleder og næstformand i kredsbestyrelsen: Lars Juel Clement følte sig “helt ind i knoglerne” overbevist om, at Ken Kristensen nok skal blive valgt til Folketinget ved næste valg.

Selv brugte kandidaten in spe det meste af sin taletid på at præsentere sig selv og sin politiske løbebane, herunder forløbet, der gjorde ham til viceborgmester i Køge efter det seneste kommunevalg. Han kommenterede flere landspolitiske emner og lovede desuden at blive lokalområdets talerør i Folketinget, hvis han kommer ind.

Af særlig interesse for Stevns nævnte han “omfartsvejen”, som i denne sammenhæng er synonym med den meget omtalte plan om en statsvej mellem Stevns og motorvejsnettet.

– Den bør ligge så langt mod nord som muligt, så den får trukket så mange biler som muligt uden om Køge, sagde han og lagde sig dermed tæt på flertalslinjen i Kommunalbestyrelsen på Stevns.

Der kom ingen kommentarer eller spørgsmål fra medlemmerne i Venstre Stevns til Ken Kristensen.
hfi

Skriv en kommentar