(Last Updated On: 16. november 2021)

Store Heddinge: Den hyggelige Café Algade har de kommende uger besøg fra varmere himmelstrøg. Det er kok, faglærer, naturentusiast og restaurantindehaver på Rhodos i Grækenland, Yannis Katsimbrakis hedder han, som i disse dage laver nye retter i køkkenet.

Yannis Katsimbrakis er frem til nytår gæstekok i Café Algade. (Foto: Café Algade)

Yannis Katsimbrakis har de sidste 40 år stået i restaurant Alexis’ 12 kvadratmeter store køkken. Med sin kulinariske hengivenhed begyndte han desuden at undervise på kokkeskolen for at bidrage med sin viden, autoritet og stadige inspiration til alle græske unge, der ville vejen til køkkenets hemmeligheder og kunst. Dette har givet ham titlen af professor.

Kendissted på Sokrates Street

– Yannis Katsimbrakis er fagligt velfunderet og ydmyg i sit fag. I 1950´erne grundlagde hans far, Alexis Katsimbrakis, restaurant Alexis i den gamle by i Rhodos. Midt på Sokrates Street ligger den stadig – lille, med sine 21 siddepladser ved fontænen, hvor der engang blev vasket fødder inden moskébesøg til bedetid i den 400 år periode, hvor andre end grækerne havde bosæde på den smukke ø, fortæller Café Algades indehavere, Pia Damsgaard og Manolis Hatzisawa.

Hun fortæller videre, at der på menuen altid – og kun – var frisk fisk, østers, blæksprutter, søpindsvin, krabber og andet seafood af første kvalitet. Tit var tang og urter selvhøstet og alt naturligvis hjemmelavet og kælet for.

Det var hér, Onasis elskede at komme på sine sommerrejser med skibet M/Y Christina O, hér Dronning Anne Marie og Kong Konstantin spiste deres friskfangede fisk, Pink Floyd-holdet drak deres ouzo, Maria Callas drak sin kolde hvidvin og mange, mange andre kendisser har slået vejen forbi og nydt Yannis’ guddommelige mad.

Alt-godt-fra-havet arrangement

Pia og Manolis, indehavere af Café Algade og MAD tu gå i Store Heddinge, har kendt Yannis i 30 år, og med et ægte venskab og fælles værdier er Yannis nu gæstekok på caféen frem til nytår.

Til arrangementet Mad&Vin d. 26. og 27. november på Café Algade, har Yannis sammensat en menu, der tager udgangspunkt i alt-godt-fra-havet.

Der er til lejligheden importeret en fisk af racen hvid goliath grouper på 10,7 kg fanget mellem øerne Rhodos og Halki.

Og Yannis lover, at alle vil få en anderledes smagsoplevelse og selvfølgelig også en snak ved bordene om mad, bæredygtighed og kærlighed til havet, naturen og livets simple glæder.

Velbekomme.

Skriv en kommentar