(Last Updated On: 16. august 2022)

”Måske gentager vi succesen”, siger menighedsrådsformand.

Bitten Nørby (tv) og Liselotte Kannik-Marquardsen har grund til de store smil, for deres kirkegårdskoncerter blev en succes, der nu overvejes at blive gentaget næste år. (Foto: Klaus Slavensky)

Store Heddinge: I sidste uge sluttede treenigheden af kirkegårdskoncerter ved kapellet i Store Heddinge Kirkegård, og den smukke have forvandlede sig med musikkens hjælp, til et poetisk åndehul, hvor slægterne hviler.

I juni, juli og august har skiftende små ensembler med professionelle konservatorieuddannede musikere skabt lise i sjælen hos et voksende publikum, der begyndte med 100, steg til 120 og toppede med over 150 den 11. august, hvor Arendse Nordtorp Kvartet afsluttede de særegne koncertarrangementer.

Kæmpe succes

Det er den afgående organist Finn Pedersen fra Sankt Katharina Kirke, der fik idéen sammen med kirkegårdsleder Bitten Nørby, og som helhjertet er bakket op af formanden for menighedsrådet, Liselotte Kannik-Marquardsen.

– Nu skal vi evaluere forløbet, før vi tager stilling til om vi skal gentage succesen, om vi kan leve op til det, lyder det fra Liselotte Kannik-Marquardsen, som dog svarer ja til om idéen levede op til forventningerne; ja til at der har været stor opbakning, og ja til at det musikalsk har været i top.

Kirkegårdslederen er også tilfreds:

– Det har været dejligt at vise kirkegården frem til de mange mennesker. For den er jo ligesom en park, og disse arrangementer viser, at man kan gå trygt på kirkegården, siger Bitten Nørby, som også fremhæver den gode arbejdsfordeling mellem organisten, som har skaffet musikerne og menighedsrådet og kirkegårdslederen, der har stået for det praktiske.

Og selv om der var opstillet bænke og klapstole, så havde mange heldigvis taget festivalstolene med, så de fleste kunne sidde ned.

– Ja, man skal komme i god tid på en kirkegård, hvis man vil ha’ en plads, lød det muntret fra Finn Pedersen, da han bød velkommen til godt to timers meditativ musik, der var en smuk blanding af folkemusik og jazztoner.

Smuk afslutning

Publikum har valfartet til koncerter foran kapellet, og den 11. august sad over 150 bænket til blide toner, der lød over Store Heddinge Kirkegård.

I pausen mellem sættene kunne publikum gå på kirkegårdsopdagelse eller kigge ind i kapellet, hvor de lokale kunstnere Annette Sjølund, Torben Olesen og Bo Karberg havde udstillet værker.

Bo Karberg havde opstillet dele fra Klint-forestillingernes UrKlang-instrument, og undervejs i koncerten inddrog trompetisten dette slagværkstøj, ligesom publikum havde gjorti pausen, ”for man kan jo ikke lade være”, som en gæst sagde.

Og alle blev i sidste nummer en del af koncerten, da musikerne, Arendse Nordtorp Pedersen, Ida Brinch Nielsen, Anna Østerby og Mathæus Bech, slog an til ”I skovens dybe, stille ro”, som magisk endte som fællessang i den milde sommeraften i det grønne.
sky

Skriv en kommentar