(Last Updated On: 31. maj 2017)

Eigil Andreasen har været sognepræst i 25 år, og skolelærer, orlogspræst, og … meget andet.

En glad Eigil Andreasen kan fejre 25 år som sognepræst med reception den 10. juni kl. 13.30 i Sognehuset i Lille Heddinge. (Foto: Klaus Slavensky)

Lille Heddinge: Der findes engagerede mennesker; de vidende, søgende og reflekterende af slagsen. Eigil Andreasen rummer det hele. Dertil er han fast i troen og stærk i mælet, når talen falder på fællesskabet. Det kristne, vel at mærke, for han er sognepræst med stort S eller P, som man vil.

PS står også for Public Service, og det er måske ikke helt forkert at kalde ham en Guds tjener, der brænder for at formidle kristendommen med mange forskellige midler og på flere uortodokse platforme.

Et år med jubilæer

Det er en jubilæumssamtale, som Stevnsbladet har med præsten fra Rødvig. Vi taler Lille Heddinge Sogn, og pastoratet dækker de tre kirker i Lille Heddinge, Havnelev og Højerup.

– Det er det mest velsignede virke man kan have, fastslår Eigil Andreasen om præstens rolle.

– At forkynde evangeliet og forvalte sakramenterne. Det er den ægte fællesskabsfølelse.

Eigil Andreasen kan i juni fejre 25 år som sognepræst. Han kan også markere sit 50 års studenterjubilæum, men det vigtigste for ham er nok 500-året for Reformationen, da Martin Luther den 1. oktober i 1517 sine 95 teser op på porten til slotskirken i Wittenberg. Et sted, som Eigil Andreasen har valfartet til flere gange, og han står også for en lokal studiekreds om Luther.

Kristendom er fællesskab

I mange år har han inviteret menigheden til arrangementer i præstegården fra 1856, hvorfra man kan se ud over en parklignende velanlagt have på en hektar. I dag foregår de fleste offentlige begivenheder i Sognehuset fra 2012. Kristne har nemlig et åbent fællesskab, mener Eigil Andreasen, der også fremhæver Bjergprædikenens tanker er revolutionerende og nyskabende.

– Du skal elske din næste, og dine fjender, som Kristus tilgiver. Og han lever, i os, sammenfatter han essensen af en af de mest centrale tekster i Det Nye Testamente. Eigil Andreasen har desuden en anden yndlingstekst. Lukasevangeliet om Emmaus-vandringen.

– Den elsker jeg, fordi den taler om og til os, som moderne mennesker. Om de to disciple, der vil gå hjem fordi mesteren er død. Og så viser han sig for dem. For det er det fantastiske ved historien: Vi har ham altid, Kristus, hos os. Derved bygges kristendommen.

Liberalisme er egoisme

Egil Andreasen har ikke altid været præst. Han er uddannet lærer i 1971, og havde sang og musik som hovedfag. Flygelet i præstegården vidner om at denne interesse holder ved, og at han har taget sangundervisning, kan hans kirkegængere nok bekræfte. 23 år blev lærergerningen til før teologistudiet tog over. Han gik fra en dannelsesinstitution til en anden, fra folkeskolen til folkekirke, og han er dybt optaget af det folkelige, af Grundtvig som en af grundlovsfædrene. Han fremhæver, at han kommer af fra et socialdemokratisk hjem.

– Det er mit politiske livsgrundlag. Jeg politiserer ikke, men vedkender mig til fællesskabsfølelsen, som jeg genfinder i kristendommen. Derfor finder jeg liberalismen dybt problematisk, at blive sin egen lykkes smed, er som at blive sin egen slave. At man bekæmper fællesskabet.

Afstand fra ateisme

Det kristne fællesskab er så stærkt et tema for Egil Andreasen, at han ikke ønsker at begrave mennesker, der ikke er medlem af Folkekirken, med mindre familien ønsker det. “Ateisme gør mig ked af det”, siger han og forklarer, at man må tage konsekvensen af at melde sig ud af fællesskabet, men at han på den anden side, også forkynder om syndernes forladelse.

Han har faktisk taget en master i teologi i 2016, om præstens rolle som sjælesørger for syndere.

Men Eigil Andreasen synes, at det med syndsforladelsen er blevet sværere, fordi vi som udgangspunkt dyrker vores position som enkeltindivider og sætter det over fællesskabet.

Et liv med krig og kultur

Han har selv dyrket fællesskabet i overraskende sammenhænge. Fra 1993-2012 har han været orlogspræst i flåden. Han har sejlet med korvetten Olfert Fischer til den persiske bugt for at støtte den amerikanske og britiske anførte invasion af Irak. Været ombord på ledsagerskibe for at beskytte nødhjælp mod pirater ved Afrikas Horn, og han var også med på den tredje Galathea-ekspedition med skibet Vædderen.

25 års jubilæet holdes på landjorden, i præstegården i Lille Heddinge, hvor musik og litteratur udgør fritidsfornøjelserne, selv om det at være præst er “24-7”, som Eigil Andreasen udtrykker det. Men når der er tid, så er det af sted til København for at høre torsdagskoncerter, som han har gjort siden 1972. Han har også været medlem af Koncertforeningens Kor, og holder meget af Carl Nielsen og Jeppe Aakjærs sange. Bogfavorit er Johannes Jensens “Kongens fald”, som han opfatter som en kristen nøgleroman, fordi den fortæller om det tvivlende menneske. Der er til gengæld ingen tvivl om, at det primært er samtalen, der er meningsfyldt for Eigil Andreasen.

Næstekærlighed i alt

Samtalen med jubilaren er ved at ebbe ud, årets konfirmationer skal passes. “De er jo vores flagskib”, lyder det.

– Det, at være præst, er en livsstil, kommer det fra læreren, musikeren, sømanden og forkynderen.

Eigil Andreasen nævner på falderebet billedhuggeren og professoren Hein Heinsens ord “Det er det særlige ved kristendommen – den er en konstant ny begyndelse”.

Ikke mange er i tvivl om at Eigil Andreasen altid er på farten og frejdig, når han går, og at han mener, at der er plads for alle, der vil, og at i kærlighedens rige, ret og magt går hånd i hånd. Fællesskab og næstekærlighed er mantraet ligesom troen på det evige liv: kræfter fødtes for kræfterne, som svandt.
sky

 

Skriv en kommentar