(Last Updated On: 21. juni 2022)


Stevns: Igen i år har turister og lokale mulighed for at gøre brug af det gratis tilbud Klintebussen, som kører i juli og august.

Den gratis turistbus kører i perioden fra lørdag den 25. juni til søndag den 28. august. Bussen vil ligesom tidligere år køre i fast rutefart mellem Rødvig og Bøgeskov Havn, hvor den passerer mange af Stevns Kommunes seværdigheder, herunder bl.a. UNESCO Verdensarven Stevns Klint.

Et af stoppene er ved Boesdal Kalkbrud, hvor et besøgscenter for Stevns Klint Verdensarv bliver opført. Besøgscentret, der åbner i uge 41, bliver et arkitektonisk vartegn for Stevns og portal til verdensarven: fiskeleret i Stevns Klint.

– Jeg håber meget, at de som besøger Stevns til sommer, får lyst til at kigge forbi igen til efteråret, når besøgscentret er åbent. Bygningen i sig selv er er besøg værd på grund af den smukke arkitektur og placeringen, hvor den i bogstaveligste forstand er gravet ned i klinten. Og så kan man godt glæde sig til at se fortællingen om Stevns Klint foldet ud på smukkeste vis i udstillingen, siger borgmester i Stevns kommune, Henning Urban Dam (S).

Vink for stop

Udover de faste stop på ruten, kan man bare vinke, så standser buschaufføren. Og undervejs fortæller chaufføren om de seværdigheder, som bussen passerer.

Det er muligt at tage cykel, barnevogn og kørestol med i bussen. Hunde må også gerne komme med, så længe de ikke er til gene for de øvrige passagerer. Bussen kan medtage op til 19 personer.

Køreplanen kan findes på Stevns kommune hjemmeside: stevns.dk/oplev-stevns/stevns-kultur/klintebussen.
rmh

(Arkivfoto: Stevns kommune)

Klintebussens rute

Bussen kører tre daglige ture og kører tur/retur mellem Rødvig og Bøgeskov Havn

  • Rødvig Havn
  • Rødvig Station
  • Rødvig Ferieby
  • Boesdal Kalkbrud*
  • Stevnsfort
  • Gl. Højerup Kirke
  • Stevns Fyrcenter
  • Store Heddinge Station
  • Mandehoved
  • Holtug Landsby
  • Traktørstedet Gjorslev Bøgeskov

*Afsætning på Korsnæbsvej grundet entreprenørarbejde

Skriv en kommentar