(Last Updated On: 18. november 2020)

Store Heddinge: Det er blevet en hyggelig, tilbagevendende juletradition i Store Heddinge by, når Klinteshoppen ved juletid rykker ind i et af byens ledige butikslokaler med deres mange fine kunsthåndværker. Og spændende er det altid, hvor det mon bliver?

I år bliver det i Algade 24, hvor Blomsterpigen tidligere har holdt til, og det bliver sammen med byens nyeste butik ’Nature Purity’, ejet af familien Kristensen, som åbner sammen med jule-popuppen.

– Vi er meget glade for invitationen til at dele lokalerne med Nature Purity. I år var der rent faktisk ikke de store muligheder for os, fordi byen ikke længere har helt så mange tomme butikslokaler. Det er jo på mange andre måder glædeligt, siger Lone Clausen fra Klinteshoppen.

Sidste år kunne Klinteshoppen og gæster brede sig i det gamle Nordea-banklokale på Nytorv, men så meget plads vil der ikke være at gøre godt med i år. Derfor vil der være knap så mange forskellige varer i forhold til sidste års jule-popup, men Klinteshoppen har dog stadig fundet plads til at inviterer andre kollegaer med indenfor.

– Sammen med disse kollegaer vil vi kunne tilbyde kvalitetsvarer indenfor keramik, stentøj, origami, pileflet, strik, tekstil, sølvsmykker, bæredygtigt pastelkridt, stor variation i trævarer, fotokunst, malerier samt kvalitetsvarer fra Engvang, Utopia og vores lokale bryggeri, siger Lone Clausen.

Hun forklarer videre, at ligesom for så mange andre, så har tiden med corona også budt på sine særlige udfordringer for Klinteshoppen:

– Men ved at starte allerede midt november forventer vi, at alle interesserede kunder kan få lejlighed til at snuse rundt blandt de mange fine julegave muligheder, trods kravet til antal kvadratmeter per kunde, siger hun.

Klinteshoppen er nu åben, sammen med Nature Purity, så kig indenfor i Algade 24 og find et par fine julegaver.
rmh

(Fotos: Rikke Michael Hansen)

Skriv en kommentar