(Last Updated On: 12. maj 2022)

Kirke: Også på Stevns bimler og bamler kirkeklokkerne i alle sognets kirker.

Og det gør de også torsdag den 12. maj, fordi det er storebededagsaften, og selv om Strøby Kirke ikke helt er taget i brug, så fejler klokkerne intet.

I Nordstevns Pastorat, der dækker Strøby, Valløby og St. Tårnby kirker holdes traditionen også i hævd.

– Som præst bor jeg i præstegården ved siden af Strøby Kirke. Jeg nyder hvert år, når klokkerne ringer en hel time. De kalder til bøn og eftertanke. Hos os ligger langt de fleste af årets konfirmationer dagen efter, på store bededag og i den efterfølgende weekend. Derfor minder klokkerne mig også om, at der er fest og glæde på vej, fortæller sognepræst Janne Melcher i Nordstevns Pastorat.

Sognepræst samme sted, Merete Dalby Hansen, bor i præstegården i Valløby. Hun begyndte i sit embede i december sidste år. Derfor er det i år, første gang hun skal høre den store klokke ringe i Valløby Kirkes tårn store bededagsaften.

– Jeg har ikke boet i en præstegård før, og jeg sætter meget stor pris på at bo så tæt på kirken. For mig er klokkeringningen store bededagsaften en smuk tradition, der også minder os om den store betydning klokkeringning har haft gennem tiden. Fx ringede kirkeklokkerne om aftenen 4. maj 1945, da Danmark igen var frit efter besættelsen, siger hun.

Igen i år vil den store klokke i Strøby Kirkes klokketårn ringe store bededagsaften den 12. maj fra kl. 18-19. Klokkerne i St. Tårnby og Valløby plejer at ringe fra kl. 17-18. I år er det dog kl. 18-19 i St. Tårnby af hensyn til Hvededagsgudstjenesten, der begynder kl. 17 i år.

Skriv en kommentar