(Last Updated On: 30. august 2021)

Store Tårnby: Årets klubmesterskab i Vallø Krolf blev afviklet torsdag den 26. august på klubbens baner ved Vallø Golf.

42 af klubbens medlemmer mødte op kl. 10, hvorefter dysten gik i gang, og for tredje år i træk blev det en kvinde, som løb med mesterskabstitlen i Vallø Krolf.

Vinderne af dette års klubmesterskab i Vallø Krolf. Fra venstre ses Brita Jensen, Kirsten B. Sørense, Arne Thomsen og Harriet Rügge. (Privatfoto)

Vinder blev Brita Jensen, på andenpladsen kom Kirsten B. Sørensen, nummer tre blev Arne Thomsen, mens Harriet Rügge blev nummer fire.

– Vi takker vores medlemmer for den store opbakning og hjælp denne dag. Samtidig skal lyde en stor tak til vores sponsorer, udtaler Bent Sørensen på vegne af bestyrelsen i Vallø Krolf.

Sponsorerne var Breining Gravering ApS Hårlev, SuperBrugsen Hårlev og Blomsterhuset Hårlev.

Vallø Krolf har flere baner og et lille klubhus ved Vallø Golf på Køgevej 87, og alle kan være med, for krolf – som er en blanding af golf og crocket – er hurtigt at lære.

Interesserede kan i sæsonen fra den 1. april til 31. oktober møde op på torsdage kl. 10.00.
rmh

Skriv en kommentar