(Last Updated On: 15. februar 2021)

Bøger: Bibliotekerne på Stevns holder lige nu åbent med nødbetjening og udleverer bøger som takeaway, og det har vist sig at være en stor succes under coronanedlukningen.

Letlæsning til børn

Selvom en del biblioteker rundt omkring i landet har valgt at holde helt lukket, hører bibliotekerne på Stevns til blandt de biblioteker, som bruger muligheden i Sundhedsstyrelsen restriktionslinjer til at holde åbent for afhentning.

Derfor står folk i kø ved bibliotekets hoveddør, med behørig afstand og reserveringsnumret klar i hånden, for lige for tiden skal man reservere alt hjemmefra hvis man har brug for nyt læsestof.

– Vi får mange reserveringer, måske dobbelt så mange, som når vi har normalt åbent. Der er virkelig efterspørgsel på letlæsningsbøgerne, nu hvor børnene er hjemme fra skole. Jeg har også pakket poser med nyt læsestof til flere børnefamilier, som har ringet og haft brug for hjælp. Så jeg mærker tydeligt, at der er behov for os rundt omkring i kommunen, fortæller Ziska Lørup, som er børnebibliotekar hos Stevns Bibliotekerne.

Læsning og livskvalitet

Siden december måned har biblioteket haft åbent tre timer om dagen fra mandag til lørdag, med onsdag som fast lukkedag.

Og efterspørgslen på læsestof og underholdning er til at tage at føle på hos de tre biblioteker i Store Heddinge, Hårlev og Strøby Egede.

– Jeg møder mange, som er meget taknemmelige over, at vi ikke er lukket helt ned, som det var tilfældet i foråret, fortæller biblioteksleder May-Britt Diechmann og fortsætter:

– Særligt de ældre borgere fortæller mig, at i en tid, hvor de knap nok ser deres familie er det, at de stadig kan få fat i nyt læsestof, et stort lyspunkt i hverdagen. Så det, at vi har åbent, har altså meget at sige for livskvaliteten hos flere mennesker, siger bibliotekslederen.

Læsestof og læselyst

Det kan bekræftes af glade lånere, og Lise Nielsen fra Lyderslev er en af dem:

– Det er jo dejligt med lidt normalitet i den her tid. Jeg vil rigtig gerne opretholde min læselyst, og så er det jo fantastisk, at selvom alting er lukket ned, så er det muligt at sidde derhjemme og bestille bøger og komme og hente. Man bruger bare hjemmesiden til at bestille, så det er pærenemt og kan varmt anbefales, siger hun.

En anden tilfreds låner er Allan Søehegn fra Rødvig, som henter læsestof til sin kone.

– Det er rart, at man kan komme ind og få nogle bøger. I denne tid kan vi ikke leve uden. Jeg savner selvfølgelig at komme ind i biblioteksrummet og finde bøger. Men det her er meget, meget nemt og simpelt at finde ud af, konkluderer han.

Problemer? Skriv eller ring

Skulle man alligevel have problemer med at bestille eller have brug for anden form for hjælp, sidder Stevns Bibliotekerne klar i telefontiden, hvor man kan ringe på 56 50 30 70.

Telefontider og åbningstider kan man finde på hjemmesiden www.stevnsbib.dk, og man kan også skrive en mail til bibliotek@stevns.dk.

Skriv en kommentar