(Last Updated On: 25. november 2015)

DSC_0038STORE HEDDINGE: Byen er pyntet og butikkerne bugner af julegaveideer – og julemanden tænder træet søndag kl. 16.30

Store Heddinge Borger- og Handelsstandsforening har programsat et væld af aktiviteter 1. søndag i advent.

Butikkerne åbner kl. 14 og der fra går det slag i slag med konkurrencer, auktion, salgsboder, salg af juletræer, ponytræk, julemusik og meget meget mere.

Både børn og barnlige sjæle ser frem til, at julemanden kommer på besøg og ikke mindst tænder det store juletræ på Nytorv, men inden træet tændes er der f.eks. auktion foran Tinghuset, hvor Erik Jensby står for salget af de mest vanvittige og skøre ting. Jensby fra Hellested er en festlig fyr, så det kommer formentlig ikke til at gå stille for sig. Inden auktionen trækkes vinderen af den store julekurv fyldt med dejlige varer fra byens butikker. Det er kl. 15.30 og auktionen begynder kl. 15.35.

I år har Borger- og Handelsstandsforeningen barslet med flere nye aktiviteter, bl.a. er der fra kl. 14 til kl. 16 velgørenhedskoncert i Sankt Katharina Kirke. Der er udsolgt til koncerten, hvor overskuddet går ubeskåret til kirkens menighedsråds julehjælp til borgere i sognet.

Butikkerne lukker kl. 17, men har søndagsåbent alle søndage indtil jul.

 

Skriv en kommentar