(Last Updated On: 12. maj 2022)

Køge Handelsskoles nye filial i Algade 36, Store Heddinge. (Foto: Karina Anée Købke, Køge Handelsskole)

Store Heddinge: Med stor opbakning fra Stevns Kommune slog Køge Handelsskole den 2. maj dørene op til en ny afdeling i Stevns Kommune.

Den nye afdeling har adresse i Algade 36 i Store Heddinge, hvor der bliver mulighed for at deltage i ordblindeundervisning og Forberedende Voksenundervisning (FVU). Det oplyser Stevns Kommune i en pressemeddelelse.

– Vi har oplevet et behov og en efterspørgsel fra lokalområdet og har derfor valgt at være lokalt forankret på Stevns, så vi gør det muligt for mennesker at blive uddannede tæt på, hvor de bor, fortæller Stig Johansen, direktør på Køge Handelsskole, der gerne vil være en del af lokalmiljøerne og som tror på det meningsfulde i at være tæt på borgerne.

– Stevns er en kommune uden mange uddannelsesmuligheder, og derfor glæder det mig, at Køge Handelsskole ser et potentiale i at skabe et uddannelsestilbud lokalt i Stevns Kommune. Det tror jeg på, der er brug for, og jeg håber, at dette tiltag blot er det første, lokale uddannelsestilbud, vi får til de unge efter grundskolen i Stevns, supplerer borgmester i Stevns, Henning Urban Dam (S).

Køge Handelsskole vil til en start tilbyde Forberedende Voksenundervisning dagligt mellem kl. 8.30 og 12.00 – på nær torsdag hvor der er aftenundervisning fra 17.00-20.30.

Lokalerne giver plads til, at 18 personer kan blive undervist, og det er også muligt for voksne at komme forbi og blive testet for ordblindhed i hele åbningstiden.

Åbningen af den nye afdeling fejres med festlig åbningsreception den 17. maj fra kl. 10.00 til 11.30, hvor Henning Urban Dam sammen med Stig Johansen vil klippe den røde snor og officielt indvie Køge Handelsskoles nye afdeling.

Skriv en kommentar