(Last Updated On: 11. juni 2014)

Søndag den 15. juni kl. 12.45 er der foredrag på Koldkrigsmuseum Stevnsfort
atomkrig
Der er foredrag om Den Kolde Krig på Stevnsfort den 15. juni. (Foto: Østsjællands Museum) 

STEVNSFORT: Det handler om dengang i 1980’erne, da ’bomben’ fik comeback på det hvide lærred. Den 12. december 1979 symboliserer for mange indvarslingen af en de mest anspændte perioder i Den Kolde Krig. På denne dato enedes partnerne i NATO om at vedtage ’dobbeltbeslutningen’, som gav Sovjetunionen fire år til at trække deres SS-20 missiler ud af Østeuropa. Et nervepirrende, atomart spil var sat i gang og frygten for en katastrofal krig bredte sig over det meste af verden. Også ind i biograferne, hvor en række film bragte krigen og frygten for krig tilbage på det hvide lærred.
På Koldkrigsmuseum Stevnsfort vil museumsfaglig medarbejder Anders Knudsen tage museets gæster med på en rejse igennem en udvalgt række af disse film; her vil man kunne se – og måske gense – klip fra filmene og få fortalt deres historie.
Arrangementet varer en time. Det koster 20 kr. for voksne, pensionister og studerende 15 kr. Børn og unge under 17 år har gratis adgang.
Billetten giver også adgang til fortets terræn, hvor man gå på opdagelse på egen hånd. Ønsker man derimod en tur i undergrunden, skal der købes billet. Museet anbefaler at købe billet i forvejen på
www.kalklandet.dk. Billetten giver også adgang til foredraget.

cs

Skriv en kommentar