(Last Updated On: 15. juni 2021)

Nu åbner slottet op for rundvisninger

Rundviserne Jesper Jørgensen (tv), Charlotte Blay og Uffe Hartvig Larsen foran Gjorslev Slot. (Pressefotos)

Bøgeskoven: Er du også nysgerrig på, hvordan der ser ud indendøre, i Danmarks ældste beboede slot, Gjorslev Slot? Så er der godt nyt, for i juli måned i år åbner slottet op for rundvisninger.

Og der er rundvisninger for alle, lover de på Gjorslev Slot; både de sjove og lærerige rundvisninger for børn og deres voksne og de spændende historiske rundvisninger for voksne og større børn.

Gjorslev Slot blev bygget omkring 1396 på foranledning af roskildebispen Peder Jensen Lodehat, der som dronning Margrete I’s gode ven og nærmeste rådgiver var en særdeles betydningsfuld mand.

Gennem tiderne har Gjorslev Gods haft mange markante ejere, hvoraf en del har haft stor betydning for Danmarks historie – periodevis har det gamle slot endda været ejet og beboet af en række kongelige personer.

Slottet indeholder mange flotte sale og et smukt interiør, som er med til at fortælle Gjorslevs mere end 600-årige historie.

Tre rundvisere

De besøgende vil blive mødt af tre meget kompetente rundvisere:

Charlotte Blay, der er forfatter af utallige børnebøger – bl.a. ’Himmelborgens Hemmeligheder’, der foregår på Gjorslev. Hun har desuden selv boet på Gjorslev Slot i 15 år.

Jesper Jørgensen, som gennem 30 år har forsket i Gjorslevs historie og som er redaktør og hovedforfatter af bogen ’Gjorslev – en bispeborg på Stevns’.

Uffe Hartvig Larsen, der har 38 års undervisningserfaring som gymnasielektor og siden 2017 har boet på Gjorslev Slot.

Billetter købes via Gjorslev Gods’ hjemmeside: Gjorslev.dk – under arrangementer.

Billetprisen er 120 kroner for voksne og 75 kroner for børn mellem 3 og 12 år.

Der er rundvisninger tirsdag, onsdag og søndag på slottet på Gjorslev Gods i hele juli måned. Plus rundvisninger første lørdag i juli.

Et kig ind i et af slottets fine sale: Rosensalen. (Pressefoto)

Skriv en kommentar