(Last Updated On: 20. februar 2015)

Ny-fløj-rådhusetDen nye fløj på Rådhuset er allerede taget i brug. Udenfor er arbejdet med at etablere flere parkeringspladser i fuld sving. (Foto: Rikke Michael Hansen)

STORE HEDDINGE: De sidste seks måneder har rådhuset i Store Heddinge været under ombygning. Den nybyggede fløj står nu færdig, og mange af de ansatte, der tidligere sad i Hårlev og på Birkehøj, er flyttet sammen med deres kolleger i Store Heddinge, hvor en stor del af administrationen nu er samlet.

”De sidste mange år har administrationen været delt mellem de tre gamle rådhuse i henholdsvis Hårlev, Bjælkerup og Store Heddinge. Det har dels givet anledning til en masse kilometer på vejene, når de ansatte skulle holde møde sammen, og dels har det betydet noget for fællesskabsfølelsen, at vi arbejdede på forskellige adresser”, siger borgmester Mogens Haugaard Nielsen (V).

”Nu bor vi under samme tag, og vi har fået en ny tilbygning, og det er vi rigtig glade for – både for de ansatte og for borgernes skyld. Vi fejrer det fredag den 27. februar, hvor vi holder åbent hus”, siger borgmesteren, der håber, at mange vil benytte sig af tilbuddet om at se rådhuset indefra.

Samme dag præsenteres kommunens nye hjemmeside. Der vil blive stillet computere op, så borgerne selv kan prøve at gå ind på det nye stevns.dk.

Åbent hus-arrangementet afholdes fredag den 27. februar fra klokken 12 til 16, hvor Stevns kommune byder på kaffe og kage. Politibutikken holder også åbent på dagen, og i teltet ved hovedindgangen kan man møde Stevns Erhvervsråd og Store Heddinge Handelsstandsforening.

Skriv en kommentar